I børnehaven Æblet regerer den midaldrende Ruth med stor altfavnende visdom og stædig kærlighed. Hun er Matriarken der holder sammen på det hele.

Men den nyliberale samfundsorden, med evigt pres på at optimere, nytænke og skabe eller imødekomme nye behov, former også et nyt menneske; projektmennesket.

De syv forældre, vi møder, er alle børn af et samfund, hvor både arbejdslivet og fritidslivet er organiseret i projekter, og det påvirker deres tænkning om deres børn. De skal realisere sig selv og deres forældres drømme gennem projekter – og de er deres forældres vigtigste projekt.

Det er forestillingens udgangspunkt. Forestillingens indhold har derimod fået et noget diffust udtryk.

Det er en meget underholdende forestilling, ingen tvivl om det. Som en serie af sketches eller revynumre, udspiller situationerne sig mellem forestillingens forældre og matriarken Ruth.

Forældrene fremstår jævnt hen som svært selvoptagne, med en hunger efter anerkendelse, nærvær og behovs-tilfredsstillelse. Men det er svært at finde den underliggende røde tråd i forestillingen. Hvad er det den gerne vil fortælle os?

Ifølge programmet er det det ovenfor beskrevne billede af projekt-mennesket. I ny-liberalismens tidsalder. Men det er som om, forestillingen ikke får taget nogle dybere spadestik. Vi forbliver i meget morsomme situationsspil, barokke paradokser og sjove replikker.

Den skarpeste konflikt mellem forældrene kommer til at handle om, at et af drengebørnene hele tiden vil gå rundt i rød kjole, og det burde Ruth tage ansvar for at stoppe. Kun forældregruppens bøssepar mener vist noget andet, men det tør de ikke sige højt.

For at ramme Ruth begynder de mest emsige forældre så at bore i hendes fortid. Hun har været indlagt – på psykiatrisk afdeling – ergo må hun være svag og inkompetent.

Et veloplagt hold af skuespillere, med timing og spilleglæde i top gør det til en seværdig forestilling trods det manglende skarpe plot.