Berlin 1940. Krigen raser, byen er lammet af frygt, mens to personer nægter at føje regimet.

I opgangen i Jablonskistrasse 55 lever beboerne hver deres liv: den nazistiske og partitro familie Persicke, den frygtsomme jøde fru Rosenthal, den forhenværende byretsdommer Fromm, stikkeren og døgenigten Barkhausen og det undseelige, men arbejdsomme, ægtepar Otto og Anna Quangel, der bare ønsker at passe sig selv.

Da ægteparret med feltposten modtager nyheden om, at deres eneste søn er faldet ved fronten i Frankrig, styrter deres tilværelse i grus - i modsætning til dele af befolkningens rus over den lette sejr over franskmændene. Ægteparret begynder at tvivle på regimet og indleder en personlig modstandskamp mod Hitler. De begynder at skrive postkort rettet mod nazister.

Inden længe bliver de jaget af Gestapo, og det bliver hurtigt kattens leg med musen, alt imens krigslykken vender, Berlin sættes i flammer, og forræderi og mord ryster ejendommens beboere.

Forfatteren Hans Fallada fik i 1945 kontrakt med det nye DDR-forlag Aufbau, der bad ham skrive om ægteparret Elise og Otto Hampels' (i bogen Quangel) postkortaktion. Han researchede hårdt og skrev Alene i Berlin på et par måneder.

Bogen er den ucencurerede og uforkortede version af Hans Falladas klassiker fra 1947 om hverdagslivets rædsler under nazismen. Det er utroligt nok første gang, at den udkommer i sin helhed.

Bogen er skrevet imellem september og november 1946 i efterkrigstidens Berlin. Få måneder efter døde Hans Fallada kendt og elsket, især for bøgerne "Lille mand, hvad nu?" om livet i mellemkrigstidens Tyskland og "Ulv blandt ulve" om menneskeskæbner i inflationstiden omkring 1930.

Fallada, som også skrev børnebøger og eventyr, er født i 1893 som Rudolf Wilhelm Freidrich Ditzen i Greifswald. Forfatternavnet tog han fra to forskellige Grimm-eventyr.

Den italienske forfatter Primo Levi, som sad i kz-lejren Auschwitz indtil Den Røde Hær befriede ham, har kaldt "Alene i Berlin" for "den bedste bog, der nogensinde er blevet skrevet om den tyske modstand", og undertegnede er tilbøjelig til at give ham ret.

Det er en imponerende murstensroman, med fine personskildringer og stemninger fra den ødelagte by, som undertegnede "åd" og nemt kunne ønske fortsat. Bogen er, trods sit dybt alvorlige emne, skrevet som Falladas andre værker i en ironisk og humoristisk tone