Jens Jensen, hvor mange siger det navn egentlig noget? Næh, du har heller aldrig hørt om ham. Ikke desto mindre er han én af den danske arbejderbevægelses pionerer. Én af stifterne af Malernes Fagforening, første socialdemokratiske borgmester og i en periode også folketingsmedlem.

Vi får også indsigt i, hvordan partiet havde illusioner om via den såkaldte kommune-socialisme gradvist at nærme sig overgangen til socialismen.

Han blev født på Fyn i 1859, rejste som knap 20-årig til Randers og fik arbejde på fabrikken Scandia. I Randers stiftede han bekendtskab med byens socialistiske miljø, og et par år senere gik turen så til København, hvor han blev livet ud.

Jens Jensen, der var uddannet maler, indså snart behovet for organisering og blev én af grundlæggerne af den københavnske fagforening for malere. Også i 1880’erne var ét af fagets store problemer udenlandske arbejdere, der blev ansat som løntrykkere. Dengang var det ikke mindst svenske malere, så Jensen var flere gange på turné i det svenske, hvor han agiterede blandt de svenske malere.

Organisering

Organisering, organisering og organisering blev i det hele taget nøgleord for Jensens faglige virke. Det var i hans tid strukturerne i den danske fagbevægelse blev udviklet: lokale fagforeninger, landsdækkende forbund, lokale samvirkende fagforeninger og endelig landsorganisationen og Jensen var med de fleste steder.

Men Jensens visioner gik udover landets grænser, og han deltog i en stribe internationale faglige kongresser og mødte blandt andre Friedrich Engels i London i 1888.

Jens Jensen var aktiv i forbindelse med afviklingen af den første 1.maj-demonstration i Danmark i 1890. Den havde to temaer: otte timers arbejdsdag og socialisme. Senere, i 1899, var han én af de faglige ledere, der var med omkring Septemberforliget.

Kommunalpolitiker

I 1893 blev Jens Jensen, som første socialdemokrat, valgt til den københavnske borgerrepræsentation, hvor han sad i mere end 25 år. Som kommunalpolitiker fokuserede han på, at kommunen skabte arbejdspladser til de mange arbejdsløse.

Han slog et slag for, at de kommunale gasværks- og belysningsarbejdere skulle have ret til at være i fagforening, og at  kommunalt ansatte lønmæssigt skulle være på niveau med privatansatte.

I 1903 blev han – igen som den første socialdemokrat nogensinde – borgmester, nemlig finansborgmester i København. Det svarer til nutidens overborgmester, en stilling han beholdt i over 20 år, og hvorigennem han satte et markant aftryk på byens udvikling.

Blandt andet var han medinitiativtager til anlæggelsen af Fælledparken – og det er efter ham Borgmester Jensens Allé er navngivet. Ligesom han var med til at sikre, at byens sporveje blev kommunale.

Biografi

Jensen er valgt er en biografi om malersvenden, der blev finansborgmester, folketingsmedlem og sluttede sin politiske karriere som overpræsident i København.

Bogen giver en god indsigt i den tidlige danske fagbevægelse, herunder hvordan modsætninger og samspil mellem det faglige og politiske udviklede sig, ligesom vi kommer med på en række internationale kongresser.

Vi får også en god indsigt i, hvordan Socialdemokratiet havde illusioner om via den såkaldte kommunesocialisme gradvist at nærme sig overgangen til socialismen. I bogen antydes, at Jens Jensen var en "gammeldags" socialdemokrat, der ikke nødvendigvis var enig i den landspolitiske udvikling, hvor Socialdemokratiet gik fra at være et arbejderparti til at være et folkeparti, gik med i samlingsregeringer og påtog sig ministerposter og på den måde kom til at administrere kapitalismen.

Det røde hav

Jens Jensen døde i 1928 og blev som den første socialdemokratiske politiker begravet ved søen på Vestre Kirkegård, hvor siden blandt andre Thorvald Stauning, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen også er blevet begravet. Søen kaldes i dag derfor Det røde Hav.

Vi følger Jens Jensen på godt 400 sider, men vi får også rigtig mange detaljer med. For mange. Det virker som om bogen er skrevet som en afhandling, hvor alt, hvad der har kunnet findes om Jensen, skulle med. Overblikket og de store linier kan være svære at fastholde, og teksten virker sine steder tør og omstændelig. Det fremmer heller ikke læsningen, at der bringes citater på tysk, der ikke oversættes.

Men alligevel er det en fascinerende historie om en fynsk husmandssøn, der gjorde sig selv til en markant person i dansk fagbevægelse.