En SS-mand prikker hende på skulderen og siger: "Det mindste I kan gøre, er at klappe!"

Året er 1943 og masser af mennesker er samlet i Sportspalads, Berlin. Nazityskland har tabt slaget om Stalingrad. Propagandaminister Goebbels raser og den unge kvinde klapper. Goebbels er hendes chef, og hun, Brunhilde Pomsel, hans sekretær. For bare tre år siden fortalte hun sin historie. Det blev til filmen "Et tysk liv".

Hvad ville man selv turde, hvis blot et flyveblad kan medføre dødsstraf?

Eller rettere, hun fortalte måske mange tyskeres historie. Hvorfor gjorde jeg ingenting? Hvorfor gjorde vi ingenting? Selv voksede hun op i et hjem, i et miljø og en tid, hvor der var straf for alt. Det fremmer lydighed og orden og fejer lysten til at stille spørgsmål væk, mener Fru Pomsel.

Kameraet har zoomet helt tæt ind på hendes ansigt, i sort/hvid. Brunhilde Pomsel er født i 1911. Det er som at se hele Europas historie i ansigtets furer.

Goebbels’ tidligere sekretær angler ikke om forståelse og medlidenhed. Hun fortæller nøgternt og reflektrende over sit liv og handlinger. Det gør filmen stærk. Uvilkårligt vil man som tilskuer søge efter svar på, hvorfor hun gik med og endda med helt op i toppen af det nazistiske styre. Men man ender med at spørge sig selv, hvad man ville turde, hvis blot et flyveblad kan medføre dødsstraf? Dette har også været de fire instruktørers hensigt.

At turde høre, se og spørge

Først da Fru Pomsel tilbringer fem års fængsel i russisk fangenskab efter Tysklands kapitulation i 1945, får hun viden om, hvad der egentlig skete i kz-lejrene. Først her begynder selvindsigten. Hun forstår sig selv som selvoptaget og optaget af, at alt var pænt og ordentligt. I  propagandaministeriet ændrede de på tabstallene til fordel for Tyskland. Hun var bekymret for sin jødiske veninde Eva, men ikke for jøderne.

Der er mange spekulationerne om, hvordan nazisterne fik bragt et helt land ud på det totale krigshysteris bane. Fru Pomsels historie giver måske nogle af svarene. Idag ser hun med glæde på nutidens unge, der sætter spørgsmålstegn ved alting.

Undervejs klippes der til både tyske, amerikanske og engelske ugerevyer og dokumentarklip, som er uhyre barske. Men det er nødvendigt at høre, se og stille spørgsmål, hvis noget lignende ikke skal ske igen, mener instruktørerne.