I november 2019 udgav Dansk-Cubansk Forening en lille fin bog om de fem cubanere, der opnåede verdensberømmelse i 2004/05. Tre af dem blev i 2001 idømt livstidsdomme plus tillæg og de to sidste 19 og 15 års fængsel for antiterrorvirksomhed og spionage mod eksilcubanere i Florida, USA.

Uafhængigt af hinanden stod De Fem fast på deres værdigrundlag, og det er kernen i fortællingerne.

To af dem nåede at udsone deres straf, mens de tre livstidsfanger blev frigivet som del af præsidenterne Barack Obama og Raoul Castros aftale om påbegyndelse af en normaliseringsproces mellem USA og Cuba i 2014. En aftale sat på standby af Trump-administrationen.

Barack Obama var den første og indtil videre eneste amerikanske præsident, der erkendte, at USA havde fået Cuba galt i halsen under sine forgæves forsøg på genindførsel af kapitalisme og amerikansk overherredømme i Cuba gennem militær intervention, støtte til kontrarevolutionære eksilcubanske militser og økonomiske sanktioner.

Fabrikerede anklager

De Fem (Gerrardo Hernández, Rámon Labadino, Antonio Guerréo, Fernando Gonzáles og René Gonzáles) ’emigrerede’ til USA for at infiltrere eksilcubanske kontrarevolutionære aktiviteter og advare den cubanske regering om eventuel planlagt sabotage og terror i Cuba.

Et ’selvforsvar’ som alle fem erkendte sig skyldig i, men som på ingen måde kunne retfærdiggøre de hårde domme. Spionagen var ikke vendt mod det officielle USA, men mod kriminelle elementers aktiviteter, som de amerikanske efterretningstjenester burde have fokus på og under ’normale’ omstændigheder advare de cubanske myndigheder om.

De Fem blev domfældet på fabrikerede anklager, og som indsatte blev de udsat for straftiltag, der skulle få dem til at indgå studehandler med det amerikanske retssystem for blandt andet at indgå i amerikansk efterretningsvirksomhed.

USA's retsvæsen

Uafhængigt af hinanden stod De Fem fast på deres værdigrundlag, og det er kernen i fortællingerne. De Fem er Cuba efter revolutionen i kød og blod – eksempler på en socialistisk personlighedsstruktur, hvor solidaritet, identitet, ære og integritet er pejlemærker i livet under omskiftende materielle og fysiske omstændigheder. For eksempel er fængslet et mikrokosmos, som afspejler magtstrukturer og overlevelsesstrategier i det omgivende amerikanske klassesamfund. Derfor titlen: De fem cubanere fortæller om deres liv sammen med USA's arbejderklasse – det er de fattige, der rammes af brutaliteten i USA's “retsvæsen”.

Bogen er bygget op omkring en række interviews med De Fem om 1. USA's retssystem, 2. I Cuba er en fange stadig et menneske. Disse to kapitler rokker gevaldigt ved den gængse vestlige for-forståelse af, at det er i Cuba og andre ikke-vestlige lande, at fængselssystemet er umenneskeligt sammenlignet med vores egne.

Socialistisk personlighedsstruktur

I kapitlerne 3. Solidaritet, 4. Solidaritet fra hele verden og 5. Ideernes kamp fortæller De Fem om at udleve teori og praksis. Bogens afsnit er tilpas korte til læsning af bogen i mindre bidder, hvilket anbefales, da interviewformen kan blive lidt trættende læsning i lange stræk. Ved læsning af et til to afsnit om dagen mister læseren ikke momentum.

Bogen henvender sig ikke kun til målgruppen af Cuba-kendere, hvor mange af de lidt ældre også har været del af solidaritetsarbejdet med De Fem, men også til læsere, der har generel interesse i Latin- og Mellemamerika og især de, der har interesse i socialpsykologi. Hvad er en socialistisk personlighedsstruktur?

Endelig kan bogen ses som et utilsigtet bidrag i en mere overordnet debat om landes efterretningsvirksomhed mod egne statsborgere og dissidenter i fremmede lande. Lad mig minde om, at vi i Danmark aktuelt har haft tilfælde med udspring i Iran og Tyrkiet.