Forhenværende NATO generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har udgivet bogen "Viljen til at lede". På side 31 skriver han: ”Som forhenværende statsminister i Danmark ville jeg elske, hvis mit land var en supermagt, som var i stand til at håndhæve de internationale spilleregler. Men det er vi ikke. Vi er ikke snyltere – vi leverer vores bidrag. Men vi kan kun arbejde som medlemmer af et internationalt hold. Vi kan ikke være holdets anfører. (..) Vi har brug for, at USA er anfører.”

Måske er løsningen, at Fogh Rasmussen JR (amerikansk statsborger)går ind i politik. 

På 300 sider forsøger Anders Fogh Rasmussen(AFR) at skamrose de amerikanere, der måtte læse hans bog, så de forstår, at USA er den udvalgte nation til at lede verden. Uden USA’s ledelse ingen verdensorden, men ufred, tyranni og undertrykkelse – som kan blive meget værre end den nuværende tilstand i verden.

Bogen er et partsindlæg i den verserende amerikanske valgkamp og matcher indholdsmæssigt og sprogligt fint det analytiske og argumenterende niveau, som vi dagligt fodres med i reportagerne fra tvekampen.

Væltede en mur

AFR bygger sin fremstilling op omkring sine 3 helte, præsidenterne Truman, Kennedy, og Reagan ("fast overbevisning og amerikansk exceptionalisme" – manden væltede jo en mur). Retorikken er helt i forlængelse af vennen George W. Bush.

AFR skriver (s. 89) om Kennedys håndtering af Cuba krisen: "I løbet af de ængstelige dage, der fulgte, stod det amerikanske demokrati og den sovjetiske totalitarisme over for hinanden på grund af Cuba, og det var russerne, der blinkede først." I AFR’s optik er USA i kraft af Obamas (manglende vilje til) ledelse, den, der blinker i konfrontationen med onde og ustabile Putin, når denne tester den "gode verdensorden" udviklet af USA.

Vi får et helt kapitel ”Rusland og Kina: De destruktive (som dog mest handler om Putins magtsyge). AFR mener at kunne tøjle denne verdens skidte knægte ved at gøre FN irrelevant. "FN begyndte som en ædel bestræbelse og et nyttigt globalt instrument for USA’s globale lederskab. Uheldigvis er FN nu blevet et geopolitisk udtryk for moralsk relativisme, som alt for ofte nægter at skelne mellem godt og ondt, og som forhindrer håndfast handling på den globale scene, når det behøves allermest (s.274)."

Ingen egnede politimestre

Derfor postulerer AFR et behov for en "alliance for demokrati", som også vil kunne bruges til "specielt interventioner af humanitære årsager", hvis FN’s sikkerhedsråd ikke kan bankes på plads.

AFR har dog det problem, at ingen af de to aktuelle kombattanter, Clinton eller Trump, er specielt egnede til jobbet som politimester. Måske er løsningen, at Fogh Rasmussen JR (amerikansk statsborger)går ind i politik. Han har været bogens drivende kraft, får vi at vide.

For den analytiske og reflekterede læser af Arbejderen, er der ikke noget at komme efter. Vi vidste jo godt, at manden tænker sådan, men jeg frygter for klodens frøer, fugle, fisk, dyr og mennesker, hvis mandens tanker får magt, som han har agt.