Filminstruktøren Zaza Urushadzes ledemotiv er "folk uden grænser". Han lader personer med forskellige religioner og nationaliteter møde hinanden, så de under trange forhold kan finde hinanden og blive mennesker igen, som i sin film, "Mandariner".

En dag ramler georgiske og tetjenske soldater sammen lige foran Ivos hus.

Her fortæller instruktøren Zaza Urushadze om to gamle mænd, Ivo og Margus, der bor i et stort bakket skovområde nær Sortehavet i Abkhasien. I 1992 forsøgte den georgiske provins Abkhasien med russisk hjælp at løsrive sig fra Georgien og blive en selvstændig republik.

Ivo og Margus er alene i den lille landsby, da krigen nærmer sig. Deres familier er flygtet til Estland. Margus håber at kunne nå at høste sine store mandarinplantage, mens Ivo bare er tilfreds med sit liv i landsbyen.

En dag ramler georgiske og tetjenske soldater sammen lige foran Ivos hus. Der er kun to overlevende: tetjeneren Ahmed og georgieren Niko. Ivo henter dem ind i sit hus og plejer dem i adskilte rum. Ahmed sværger at ville dræbe Niko, der skød en bazuka efter hans bil og dræbte hans ven. Ivo får gennemtrumfet en form for våbenhvile, nemlig at Niko er fredet, sålænge han er inde i huset.

Urushadze skildrer morsomt de daglige spændinger ved morgenbordet. De to krigere begynder at tale sammen, og en gensidig forståelse fører til en mer´og mer´ fredelig sameksistens og en voksende sympati. Ivo høvler kasser til mandarinhøsten, Margus plukker løs, og de to sårede udveksler erfaringer som gamle venner. Alt er vel, i deres lille verden er krigen forbi.

Humanismen har sejret, men en dag ankommer en russisk patrulje med en noget aggressiv leder...

Ivo tror på en bedre verden og ønsker at beskytte sine patienter mod idiotiske lokale stridigheder og tilfældige grænser. "Mandariner"  fortæller en eviggyldig historie om fremmedhad, der kan vendes via kontakt og skabe accept og forståelse, for måske at ende med venskab.