Professor Bent Jensen, leder af Center for Koldkrigsforskning ved Syddansk Universitet, og kendt som koldkrigeren over alle koldkrigere herhjemme, har begået et to binds mammutværk "Ulve, får og vogtere. Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991", hvor ikke meget, der kan bruges mod kommunisterne og venstrefløjen, er udeladt, om noget.

Ingen tvivl om, at Bent Jensen er en aktivistisk historiker med en mission.

For overskuelighedens skyld er bindene delt op, så bind ét handler om "de slemme", ulvene. Det vil sige kommunisterne, fredsbevægelsen, venstrefløjen.

Bind to er om "de gode", vogterne, det vil sige de vestlige efterretningstjenester, de borgerlige partier, de socialdemokratiske koryfæer (eller klasseforrædere) som Hedtoft, H. C. Hansen, Krag, sovjetiske dissidenter, "almindelige mennesker med sund fornuft", USA samt NATO. Blandt disse vogtere ses interessant nok de daværende fascistiske styrer i Portugal, Spanien og Grækenland.

Da den sidste koldkrigsrapport udkom i 2005, fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, på bestilling af Nyrup-regeringen, frikendte den venstrefløjen, inklusive Socialdemokratiet, for at have været femte kolonne og landsforrædere. Den danske fodnotepolitik i 80’erne var ikke en trussel, og DKP, venstrefløjen og fredsbevægelsen var ikke femte kolonnevirksomhed som påstået af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Det gjorde de borgerlige i VK-regeringen og dets støtter i Dansk Folkeparti rasende, hvorefter de vedtog en særbevilling på 10 millioner kroner til et Koldkrigscenter, der skulle "klarlægge aspekter af de militære trusler rettet mod Danmark og Østersøområdet, herunder østblokkens indflydelse på danske beslutningstagere" i tiden fra 1945 og til Sovjetunionens ophør. Det er denne nye, tredje koldkrigsudredning, der nu forelægger i to kvantitative tunge, men kvalitativt lette bind, som er resultatet af dette bestillingsarbejde.

Hvad var Den Kolde Krig

Den Kolde Krig, som varede 50 år, startede da Danmark opgav sin neutralitetspolitik og blev medlem af militæralliancen NATO i 1948. Koldkrigen, skriver Bent Jensen i indledningen, "brød ud på grund af Sovjetunionens hensynsløse fremfærd i Øst- og Centraleuropa efter 1945" og bolsjevikkernes "revolte mod grundlæggende vestlige værdier og en fuldkommen forkastelse af en hel livsmåde og dennes økonomiske grundlag". Herefter hegler Jensen den ene part i krigen - Sovjetunionen - igennem.

Nu skal der to parter til en konflikt, herunder koldkrig, og da USA's bidrag til denne er totalt fraværende i Jensens univers, trods de var den "angribende part" afsløres projektets ærinde - at tilsvine kommunisterne og venstrefløjen, fredsbevægelsen, fodnotepolitikken og de journalister og folk, der var kritiske over for udviklingen nationalt og internationalt.

Ingen tvivl om at Bent Jensen er en aktivistisk historiker med en mission.

Ulvene

I bind ét fastslås i indledningen, at "så længe det sovjetiske marxistisk-leninistiske totalitære system eksisterede med ideologisk centrum i Moskva, var sikkerheden i Europa truet, og en eller anden form for kold krig var derfor en uomgængelig realitet".

Herefter gennemgår Jensen "Sovjetunionen som militær-industrielt kompleks" og påstår her, i modsætning til DIIS-rapporten, at Sovjet overvejede at gå ind i Polen, da Solidaritet havde taget magten i 1981.

De værste ulve, læs landsforrædere, Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, får sit eget kapitel og her kammer Bent Jensen helt over.

Med udgangspunkt i Generalstabens Efterretningssektion citeres DKP's formand Aksel Larsen for i 1933 (!) at sige, at det var partiets "absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund".

Ligeledes påstår Jensen, at højtstående kommunister som blandt andre Martin Nielsen og Alfred Jensen i 1948 skulle "tilrettelægge sabotagen i Danmark i tilfælde af amerikanske eller britiske styrkers ankomst til landet", og de indkaldte kommunistiske tillidsmænd til samtaler for at "instruere dem i tilrettelæggelsen af sabotage samt forberede og indsende planer for sabotage over de mest sårbare punkter på forskellige virksomheder".

Kapitlet er fyldt med underholdende eller latterlige påstande i denne boldgade, og heller ikke påstandene om "det røde guld" og "DKP spionage til fordel for Sovjetunionen" mangler. Ikke et ord om "CIA-guld" eller spionage til fordel for USA og NATO.

SF, som udsprang fra DKP, har også deres eget kapitel, "Får i ulveklæder?", hvor Jensen mener at bidrage med en analyse af "Det marxistisk-leninistiske SF's syn på henholdsvis USA og Sovjetunionen".

Kapitlet, som er svært at tage alvorligt, dokumenterer, hvorledes PET betragtede partiet som en trussel, og Jensen "analyserer" partiformanden Gert Petersens rolle som "marxistisk-leninistisk ideolog" og er fortørnet over Petersens tro på, at man fortsat kunne hente inspiration hos "folkemorderen Lenin".

Hvad Petersen lod sig inspirere af og til, fremgår ikke af Jensens makværk, men denne anmelder mener at vide, at Petersen aldrig var eller blev marxist-leninist.

Hængt ud ved navns nævnelse

Efter at have tilsvinet DKP og SF, kommer turen til Venstresocialisterne, den første fredsbevægelse under den kolde krig, af Jensen kaldet "Stalins fredsbevægelse", venstreorienterede intellektuelle som Rifbjerg (?) og Erik Knudsen, Danmarks Radio, journalister som påstås at være KGB-muldvarpe, eksempelvis Dragsdahl ved Information. Derefter kommer "Den anden fredsbevægelse under Den Kolde Krig", det vil sige "Nej til Atomvåben" og "Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed", "Lærere for Fred" med flere.

Et helt kapitel bliver brugt på "KGB- og STASI-nære danske statsborgere", hvor der sætte navne på politikere fra det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF, som Jensen påstår var ulve.

At være ulv i denne sammenhæng betyder, at man eksempelvis var med til at "starte den kommunistisk dominerende frontorganisation Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed", som den radikale Meta Ditzel var.

Socialdemokratiske ulve var Svend Auken og Lasse Budtz, arkitekterne bag den fodnotepolitik, som red Schlüter-regeringen som en mare i 80’erne. Jensen mener, at fodnotepolitikken var skadelig for vort NATO-samarbejde, noget DIIS-rapporten har afvist som sludder.

Det skræmmende ved disse kapitler er de mange, der ved navns nævnelse bliver hængt ud for landsskadelig virksomhed, uden at Bent Jensen formår at dokumentere dette. Men han, og hans sponsorer fra Dansk Folkeparti, er kendt for injurierende adfærd, hvorfor der også i øjeblikket kører en sag mellem Informations Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen.

Anti-kommunisme i Danmark

Bind to har enkelte lyspunkter. Jensens gennemgang af "Anti-kommunisme i Danmark", af Socialdemokratiets forvandling "Fra løver til lam" og kapitlet om "Femtekolonneloven og interneringsberedskabet".

I kapitlet om antikommunismen i Danmark gennemgås den organiserede private antikommunisme i Danmark, herunder Det Udenrigspolitiske Selskab, Atlantsammenslutningen og det socialdemokratiske efterretningssystem, Arbejderbevægelsens Informationscentral, kaldet AIC, men også hvorledes Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, arbejdede sammen med private og højrerabiate grupper som Demokratisk Alliance, Absalon og Selskabet til Værn om Dansk Folkestyre.

Disse anti-kommunistiske organisationer, som sammenblandede statslige og private interesser, var "dominerende i ledende kredse til langt op i 1960’erne", skriver Bent Jensen. Vigtig viden, hvor der for ældre ikke er meget nyt.

Fodnoter og femtekolonner

I kapitlet "Fra løver til lam" gennemgår Jensen Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske skred fra slutningen af 1970’erne og resulterede i fodnotepolitikken. Den betød, at et flertal uden om regeringen støttede flere sovjetiske fredsinitaitiver, herunder "Norden som kernevåbenfri zone".

Årsagen til dette skred var især presset fra fredsbevægelsen og et generationsskifte i partiet. Personer som Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Jytte Hilden med flere var mod EU og kritiske over for NATO. Ja det var tider, da Lykketoft foreslog at Danmark meldte sig ud af NATO, støttede den cubanske revolution, stemplede USA’s udenrigspolitik som "vanvittig" og mente, at Kinas "Mao Tse Tung er en af verdenshistoriens helt store nyskabere".

Det var dengang, den kapitalismekritiske Ritt Bjerregaard korrekt betragtede den danske socialpolitik som en "bevidst magtstrategi", der ikke var skabt "for at være retfærdigt, men for at holde underklassen nede på den billigste måde".

"Femtekolonneloven" hedder et spændende kapitel om en lov, der var rettet mod DKP, vogterne af demokratiet under besættelsen, og havde til formål at beskrive, hvad der var strafbart for danske borgere at gøre i tilfælde af en sovjetisk invasion.

Loven blev efter fire års debat vedtaget i maj 1952, samtidig med at man udarbejdede konkrete planer for, hvorledes man skulle anholde femtekolonnefolkene. Man overvejede at straffølge ledende kommunister og forbyde Land og Folk allerede i fredstid, men "det viste sig dog vanskeligt at finde lovhjemmel hertil, ligesom politiske oppurtunitetsgrunde gjorde, at sådanne tanker blev opgivet", skriver Bent Jensen.

Danmarks svar på McCarthy

Begge bind er velskrevne og fremragende illustreret med fotos og tegninger. Problemet er koldkrigerens vinkling, ærinde og troværdighed.

Når bøgerne alligevel får én stjerne, skyldes det, at Bent Jensen har fremdraget nyt fra en lang række danske og udenlandske arkiver, private og statslige, herunder sovjetiske, hvoraf en del kommer til anvendelse for første gang i dansk historie forskning, samt den underholdningsværdi beskrivelserne kan have for læsere med humoristisk sans.

Bogen ligger i ubehagelig forlængelse af Jensens bog "Stalinismens fascination", (1984) hvor næsten alle, der havde haft berøring med DKP og diverse frontorganisationer, blev ristet over sagte ild.

Bøgerne bidrager til at fastholde Bent Jensen som Danmarks svar på USA's heksejæger nummer et, McCarthy.