Det går lige så godt for de to venner og helte, markgreverne Macbeth (Nicolai Dahl Hamilton) og Banquo (Thomas Hwan) fra Skotlands vilde højland. De har begge udmærket sig i krigen mod Kong Duncans (Mikkel Arndt) fjender.

Sådan begynder den britiske dramatiker og teaterleder William Shakespeare (1564-1616) sit epos om den loyale og gode undersåt Macbeth, der forvandler sig til et magtbegærligt monster i Det Røde Rum på Det Kongelige Teater.

Med stort mandsmod har de to adelsmænd slået oprørerne, og de fryder sig over sejren, da de gør holdt i en skov. Her råder ondskabens usynlige kræfter, heksene, sandsigerne. Med formummede ord forudsiger de, at Macbeth skal blive konge og Banquo en konges far.

Deres budskab sender en strøm af magtbegær gennem den ellers så renhjertede Macbeth. Tilskyndet af sin ærgerrige hustru (Johanne Louise Schmidt) går han amok i en blanding af kalkuleret politisk intrige og blodrus. 

Nådesløst slagter han én efter én sine modstandere, skænder deres hustruer, kvæler deres børn i vuggen, selv vennen Banquo får halsen snittet over. Snart er kong Macbeth frygtet og hadet i enhver afkrog af sit tilranede rige. Mægtige kræfter samler sig mod kongeparret i deres førerbunker.

Da Macbeth blev skrevet omkring 1606, var heksejagten i Europa på sit højeste. Den havde siden 1450'erne været kongers og kirkens behagelige redskab til at lukke kæften på kritiske kvinder. En anklage for hekseri, og vupti blev der ro i lejren.

Så Shakespeare, der stod under heksejægeren kong James 1's beskyttelse, slog elegant to fluer med ét smæk ved at skønmale kongen og tilsvine heksene. Det skete i en tid, hvor både kongers og teaterfolks liv hurtigt kunne ændre bane.

Instruktør Rune David Grue har renset alt overflødigt fedt af Shakespeares storslåede fortælling, uden at dette light-drama mister en tøddel af sin fortættede ondskab. Det er tåkrummende godt teater. At magt korrumperer vidste vi godt. Nu ved vi også hvordan det kan se ud.