Marxismen og dens klassekamp er out, for der eksisterer ikke nogen arbejderklasse i dag. Den påstand har vi hørt igen og igen. Kampene, vi ser i dag, har baggrund i kulturforskelle, race og køn. Håbet om en bedre verden må knyttes til kampen i forumbevægelser, Occupy, miljøbevægelse og lignende.

I forsvar for kapitalismen har flittige skribenter gennem 150 år affyret salve efter salve af argumenter til aflivning af marxismen, dog uden at opnå det ønskede resultat. Nogle borgerlige økonomer og storkapitalister som Georg Soros har tvært imod røbet, at de har kigget i Marx’ Kapitalen for at forstå den krise, der nu igen ryster kapitalismen, så tagstenene drysser ned.

Den ideologiske kamp mod marxismen tager ofte, som i eksemplet ovenfor, afsæt i tilsyneladende eller virkeligt nye fænomener. Disse påstås så at rive grundlaget væk under marxismen.

10 gange svar på tiltale

I Derfor har Marx ret giver Terry Eagleton svar på 10 typer udsagn, der her i 2010’erne ofte serveres for offentligheden som ”bevis” på, at Marx går galt i byen, eller i det mindste er blevet uaktuel.

Mod påstanden om, at klassekampen er slut, og at der i dag ikke findes en arbejderklasse, fremhæver han, at klassetilhørsforhold ikke er et spørgsmål om social mobilitet eller om livsstil og tøjvalg (direktøren går i sneakers og trygler sine ansatte om at kalde sig ”Bamse”, som Eagleton skriver). Det handler om, hvad man gør, det vil sige ens placeringen i den kapitalistiske produktionsmåde.

En gigantisk hær af mennesker sælger i 2013 deres arbejdskraft til kapitalen. De har ringe kontrol over deres arbejdsforhold og betingelser. Her finder vi ikke blot den klassiske fabriksarbejder, men også ansatte på kontor, i service og i kommunikation.

Herefter har Eagleton en livlig beskrivelse af klasserne i dag, hvor han dog glemmer de offentligt ansatte. Han ser også på, hvordan man på marxistisk grundlag vil takle indplaceringen af mennesker med arbejde i usikre, kortvarige jobs og beboerne af ulandenes megastore slumbyer. Alle grupperne er udsprunget af kapitalismen. Deres undertrykte og mestendels elendige tilstand er samtidig varslet om dens undergang.

Solidaritet er også klassekamp

Han tilbageviser påstanden om, at kampen for kvindefrigørelse, mod miljøødelæggelse og seksuel diskrimination har overtaget klassekampen. Han påviser, at kvindebevægelsen historisk udspringer af arbejderklassens kamp for solidaritet og lighed. Det samme gør den antikoloniale kamp. Marx gjorde før nogen anden rede for nødvendigheden af at regulere menneskets stofskifte med naturen og for, hvordan kapitalismen forhindrer dette.

Ved sin argumentation mod de 10 påstande får han samtidig givet en meget nutidig, men delvis, introduktion til marxismens begreber og metode. Det gælder materialismen, hvor han stiller Marx materialisme op over for mekanisk materialisme og idealisme, idet han med stor ekvilibristisk evne undgår at nævne ordet dialektik en eneste gang.

Han har en fin og grundig belysning af begreberne basis og overbygning, revolution og reform, parlamentarisme og af staten som den herskende klasses magtapparat. Men Marx politiske økonomi går han stort set udenom.

Det kommunistiske parti

Det er imidlertid ikke bare ordet dialektik og den politiske økonomi, han går udenom. Det samme gør han med det kommunistiske partis rolle. Hans behandling af den reale socialisme er tvetydig og ufuldstændig. Det er træk, der går igen i megen af den marxistiske litteratur, som kommer frem i dag.

Kritik af kapitalismen og analyse af den kapitalistiske krises særlige træk i dag gøres ofte meget dybgående, men den socialisme, der i over 70 år satte et afgørende præg på verdens udvikling, lægges der luft til med præcis de samme hadegloser, som den borgerlige presse anvender.

På den anden side anerkender Terry Eagleton trods alt den daværende socialistiske verdens landvindinger på områder som sundhed og undervisning samt dens store rolle i koloniernes kamp for national selvstændighed og i kampen mod fascismen.

Eagleton understreger med Marx nødvendigheden af arbejderklassens organisering, men til spørgsmålet om arbejderklassens parti, et kommunistisk parti - ikke et ord. Eftersom anti-marxismen hyppigst tager udgangspunkt i et kombineret angreb på marxisme og kommunisme via ord som "partidiktatur", "massemord" og "stalinisme", må det siges at være noget af en mangel.

Det skal ikke afholde mig fra at give bogen mange gode anbefalinger med på vejen. Den er levende og humoristisk skrevet og fuld af henvisninger til gammel og ny litteratur. Den giver, på mange, mange spørgsmål, glimrende argumenter for, at ”Marx har ret”.