Et år efter den såkaldte tyske genforening i 1990 flyttede Annette Herzog (født 1960) fra Berlin til København for at blive fri for, som tidligere DDR-borger, at føle sig som en andenrangsborger i det forenede Tyskland.

Det var en tid, hvor hun følte, at alting ... hele tiden blev bedre, og der lå en optimistisk stemning af opbrud og et løfte om en bedre fremtid i luften.

Herzog var oprindeligt uddannet i dansk og engelsk på universitetet i Greifswald, og herhjemme er hun i dag en anerkendt børnebogsforfatter, der har fået udgivet næsten 50 titler siden år 2000.

Nu 30 år efter, at hun kom til Danmark, har hun udgivet erindringsbogen Det der var – historier fra den anden side af muren, hvor hun fortæller om sin opvækst i Østtyskland/DDR på godt og ondt.

I modsætning til andre bøger, der er udkommet om DDR efter murens fald, beskæftiger den sig ikke kun med Stasi, men også med de gode sider i landet. Hun fremhæver blandt andet de stabile priser på fødevarer, billig transport, billige boliger, kvindernes deltagelse i erhvervslivet og den næsten gratis mad i børneinstitutioner og skoler.

Opvækst i trygge kår

Annette Herzog voksede op under trygge kår i byen Grossbeeren, der ligger syd for Vestberlin, hvor faderen, der var medlem af SED, arbejdede som vicedirektør på et forskningsinstitut, mens moderen var læge. Hun var glad for at gå i skole, var den bedste i klassen og formand for klassens pionerråd.

Skolebøgerne, føler hun i dag, var dogmatiske i deres indhold, men som hun skriver, "var det ikke de værste værdier, der blev formidlet til os". Det var en tid, hvor hun følte, at alting gennem fælles anstrengelser hele tiden blev bedre, og at der lå en optimistisk stemning af opbrud og et løfte om en bedre fremtid i luften – en oplevelse som hun i den grad savner i dag.

Til gengæld var hendes oplevelser på universitetet i Greifswald ikke ligefrem positive, og som hun selv udtrykker det, blev hun helbredt for troen på socialismen, som den blev praktiseret. Der blev brugt for megen tid på de politiske fag i stedet for at styrke undervisningen i de sprog, de skulle lære.

Der var mange SED-medlemmer på studiet, og de, der udgav sig for at være de mest "trofaste kommunister", var de første til at hoppe af, når de fik lejlighed til at besøge Vesten. Til gengæld roser hun de to danske lærere, der var kommunister og mennesker med hjerte.

Det skabte også et dårligt klima, at Stasi gjorde en intensiv indsats for at skaffe uofficielle meddelere til at undersøge de studerendes holdninger og give det videre til ledelsen. 

En chance til

Efter endt studium flyttede hun til Berlin, men hun fik aldrig et arbejde, hvor hun kunne bruge sine danskkundskaber.

Det var et kæmpe problem for hende ligesom for mange andre berlinere at finde et sted at bo, men det lykkedes ved at besætte en tom lejlighed, og efterhånden bedredes hendes og familiens boligvilkår. Til sidst fik de en 170 kvadratmeter stor lejlighed, som kostede 120 mark om måneden.

Forfatteren og hendes mand blev lige som flere millioner DDR-borgere arbejdsløse efter "genforeningen". Hendes far blev, fordi han var SED-medlem, som 59-årig fyret som stedfortrædende institutbestyrer og erstattet af en vesttysker, noget han naturligt nok blev meget bitter over. Det samme skete næsten overalt i modsætning til efter Anden Verdenskrig, hvor man i Vesttyskland lod tidligere nazister og krigsforbrydere fortsætte i deres stillinger.

En ting, skriver forfatteren, som hun har med fra sin fortid, er angsten for en ny krig. En anden er viden om, at man godt kan klare sig for lidt. Og så ville hun have ønsket, at "vi i DDR havde fået en chance til". Ikke mindst det sidste er vi mange, der kan give hende ret i.