At lave en film, der i 90 minutter udelukkende foregår i en bil, og hvor kun hovedpersonen ses visuelt, kræver en handling og et spil, der holder en fanget og interesseret.
Kan han svigte kone og børn til fordel for en kvinde, han ikke rigtig kender, og nu skal have et barn med.
Filmen "Locke" er en sådan film. Locke er en højt respekteret og meget pålidelig bygningsingeniør. Han er respekteret af sine kolleger og elsket af sin kone og sine børn. Han er i bil på vej hjem fra Birmingham til London efter en dags hårdt arbejde, men undervejs ændres hans liv fuldstændigt.
Det velordnede og fastlagte liv ændres totalt, da han undervejs erfarer gennem et telefonopkald, at han skal være far. Kvinden, han skal have barnet sammen med, er ikke hans kone, men en kvinde han har haft et forhold til under et tidligere byggeprojekt.
Hans samvittighed nager ham. Kan han svigte kone og børn til fordel for en kvinde, han ikke rigtig kender, og nu skal have et barn med.
Men ikke kun konen og børnene svigtes, også arbejdspladsen og det vigtige byggeprojekt, han er i gang med, må han springe fra.
"Locke" er en meget anerledes filmoplevelse, fordi alle undtagen Tom Hardy, som spiller Locke, er telefonstemmer, som under køreturen får den ellers selvsikre mand totalt ud af balance.
Det er instruktøren Steven Knight’s anden spillefilm som instruktør. Han debuterede med "Hummingbird"men har desuden skrevet manuskripter til en lang række film samt fire romaner.
Han udtaler om sin film: "Jeg ønskede at skrælle processen ned til kun at handle om det allermest nødvendige og at få publikum til at sidde i et mørkt rum og blive grebet af det, som sker på lærredet."
Det må siges at være lykkedes, men det er en film som kræver koncentration af sit publikum og interesse for dialogen. Godt at nogle instruktører tør gå nye veje og prøve noget anderledes.