Ikke ti vilde heste kan få den voksne kvindelige jeg-fortæller til at åbne boksen til sin barne- og ungdomsverden. Et syn i lysvågen tilstand for øjnene af den ellers rationelle kvinde får hende imidlertid til at lukke op for den del af hjernekisten, hvor morens rolle er hovedperson.

Kvinden bliver følgelig også den voksne gengiver af pigens, som hun konsekvent benævnes, fortælling. Det er en beretning om en mørk, bitter og indadvendt mor uden overskud til omsorg, og en udadvendt, stærkt humørsvingende far, som prøver at køre med den karrieremæssige klat, som moren er frarøvet.

Moren vandrer ind og ud af psykiatriske hjem, bestandigt klagende og plagende sin datter med sin elendighed. Efter års afstand beslutter den voksne kvinde i randfortællingens ”epilog” at opsøge hende på psykiatrisk plejehjem.

Inden følger vi pigen fra hun er fire år i 50'ernes Danmark, gennem pubertet og kæresteforsøg, skole og studietid, under ungdomsoprøret - og frem til hun som 24-årig venter barn. På grund af splittelsen i hjemmet bor hun hos skiftende familier i omgangskredsen. De voksne kvinder er dér ofte fanget i traditionelle kønsroller, men selv de er – ligesom næsten alle mænd – mestendels uforstående, fordømmende og fremmede overfor barnets, pigens, teenagetøsens og den unges begrebsverden, følelser og behov.

Pigens indre univers

Det er en barsk historie om svigt, snæversyn og uvidenhed – og de up's and down's, det sender pigen ud i. Mest down's: had, selvhad, bebrejdelse, selvbebrejdelse, mareridt og grusomme indre billeder. Hun skal – eller føler at hun må – selv lære at klare sig i tilværelsen.

Pigens historie er fyldt af (personligt) drama, men den er ikke opbygget episk-dramatisk. Det er pigens indre sjæleliv, hendes oplevelser og tolkning af disse, der gengives. Der er ingen direkte dialog mellem pigen og de mange personer i hendes verden – eller mellem dem indbyrdes. Der er ganske vist indlagt direkte udsagn/ replikker i pigens fremstilling af begivenhederne, men de er korte og uden anførselstegn.

Det er et greb, som sikkert skal styrke fortætningen omkring det centrale: Pigens indre univers overfor den ydre verden. Men det giver ikke rigtigt skikkelserne og begivenhederne liv. Og det efterlader læseren på sidelinien – uden mulighed for selv at tolke og indleve sig i personerne.

En voldsom begivenhed, da pigen er helt lille, er så ”hvidt” et hul, at man faktisk ikke er sikker på, hvad der er sket - fortælleren selv ønsker øjensynligt også at fortrænge det – og hændelsen har tilsyneladende ikke mere betydning for pigens senere ageren end så mange andre tildragelser.

I større skala forekommer også ungdomsoprør, Vietnam-krig og indflytning i kollektiv skildret som mærkeligt udvendige begivenheder – uden læserens indlevelses-, genkendelses- og overaskelsesmulighed. Den tid er sidste led i en stort set kronologisk række, men ikke dramatisk sammenhængende, nedslag i pigens oplevelses-univers – fra hun er fire til 24 år.

Lavt selvværd

Der er masser af dialog. Men det er pigens indre dialog. Man fristes til at tale om kvindesind eller pigesind. Men de problemer, der afspejles, er på mange måder almentmenneskelige. Folkesygdommen lavt selvværd og usikkerhed er genkendelig. Både når den ytrer sig ved tavshed, indadvendthed og tilpasning til omgivelserne/ de voksne. Eller ved fortrængning - og forsøg på at vinde anerkendelse - gennem hyperaktivitet og ustyrlige talestrømme. Og ikke mindst: ved bestandigt at se sig selv udefra – med andres øjne.

Pigens tankebilleder om sig selv, sine omgivelser og situation er lidt urealistisk fremmelige og abstrakte for en pige i fire-fem-års alderen. Men det forunderlige/ frustrerende for læseren er, at selv om sindbillederne og metaforerne bliver stadigt mere avancerede med alderen – ligefrem står i kø over hele og halve sider - så udvikler pigen sig ikke rigtigt følelsesmæssigt på disse 20 år. Det må man (læseren) så bare affinde sig med som en rystende – og for mange sikkert genkendelig – mekanisme. Men kredsløbet om problemkomplekset i det indre univers giver ikke historien dramatisk liv

Ikke blot de voksne, men også stort set alle skole- og studiekammerater beskrives som umulige, tanketomme egocentrikere – også når pigen er ude over teenage-trodsalderen. En tankegang som portrætterer et akademikerhjem med en omgangskreds af folk med liberale erhverv. Pigen møder også socialt udsatte, men hun er et produkt af et miljø, hvis (selv)værd er bygget på individualisme og personlige kompetencer – og ikke på indsatsen og deltagelsen i et socialt- og arbejdsfællesskab.

Pigens fortælling giver et udmærket, men for de midaldrende velkendt, tidsbillede for 50'ernes efterkrigs-Danmark – med dampradio, vaskekældre med gruekedler, tørrestativer i gården, koksbunker i kælderen – og bindingsværk, stråtag og brændefyrede jernkomfurer på landet. Den henvender sig – måske lidt paradoksalt – nok mest til yngre (kvinder), som kan få nogle illusioner om deres mødres problemløse frigørelse i 60´erne og 70´erne punkteret. Og opdage, at dét de kæmper med nu – i en anden tid – på mange måder er det samme.

Du er ikke alene.