Straks til højre for indgangen til Den Frie Udstilings-bygning er det højloftede rum blevet omdannet til et organisk element i flere lag. En vældig omvendt kegle i lyst træ rummer både græsarter fra den jyske hede og mærkværdige højthængende poser med naturmarialer. Et hul i midten peger nedad, en smuk trætrappe fører op til en overetage, et hvilested.

"Entropia" er Marianne Jørgensens soloudstilling om forholdet mellem orden og kaos, mellem skulptur, arkitektur, byens rum og landskab. Med udgangspunkt i menneskets behov for at bo i bredere forstand end blot tag over hovedet insisterer hun på at undersøge, hvor det moderne menneske hører hjemme i en verden af planlægning, lige linjer og livskasser. Som udgangspunkt for denne søgen tager hun det termodynamiske begreb "entropi", der groft sagt måler den mængde energi i et fysisk system, som ikke kan bruges til at udføre arbejde.

Entropi er således også et mål for et systems mangel på orden og på, hvor let eller svært det har ved at danne kaos. Marianne Jørgensens påstand er, at den formelle orden ikke kan eksistere uden det frugtbare kaos. Tværtimod er kaos en livskabende forudsætning for at opnå udvikling i verden.

"Entropia" fører den besøgende i dette univers gennem yderligere fem stadier af Marianne Jørgensens kaotiske virkelighed. I det næste rum formidler en nyanlagt ordgræsplæne den tyske filosof Friedrich Wilhelm Nietzsches budskab fra "Således talte Zarathustra:

"Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne".

Som den berømte tyske filosof insisterer Marianne Jørgensen på, at mennesket - trods al civilisatorisk overfladepolitur - bærer kaos i sig, ikke kun i form af det destruktive, men i lige så høj grad som det skabendes princip. Kaos er ikke kun synonymt med ødelæggelse og de mørke kræfters hærgen, sådan som den rationelle vestlige filosofi og matematik ellers vil have os til at acceptere.

Herefter går det slag i slag med en serie ekspolosioner på lærredet, der i sin tid sprængte vej for at anlægge projektet "love alley" på en mark i Viby uden for Aarhus. Efter mange års kunstnerisk skaben måtte projektet, der bestod af en lang række kunstneriske kommentarer til forholdet mellem at leve og at bo, lade livet i 2011 til fordel for et kommunal idrætsanlæg.

En helt nødvendig forudsætning for det er et grundigt studium af udstillingens fornemme 48-siders tabloid-avis med bidrag af kunsthistoriker Rune Gade, kunstteoretiker Iben Mosbæk Hofstede, antropolog Susanne Højlund, lektor i anvendt filosofi Henrik Jøker Bjerre, Jacob Rosendahl fra kunsthistorie-studiet på Aarhus Universitet, lektor og billedkunstner Nanna Gro Henningsen samt ikke mindst Marianne Jørgensen selv og de kunstnere fra love alley, hvis værker nu er støv, fordi byens rigide orden altid ender med at opsluge menneskets naturlige kaos.

"Entropia" er ikke nogen let gennemskuelig udstilling. Det kræver tid, tålmodighed og evnen til kaotisk samling af modstridende sandheder for at få mere end et overfladisk udbytte af virvaret. Både dets tilgang og analyse er videnskabelig. Udstillingens grundprincipper er oversat til et svært tilgængeligt sprog, og det er synd, for dybest set handler udstillingen om det, som enhver organisme drømmer om: sprækken i det tilrettelagte, splinten i øjet, søgen mod det ukendte.