02 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fra samfund til individ

Ny russisk dramatik

Fra samfund til individ

Husets Teater har Danmarkspremiere på Vyrypaevs Illusioner, der kredser om individet og kærligheden.

Morten Brovn i monolog, Jon Lange, Stina Mølgaard og Marie Bach Hansen følger med i baggrunden. Fire perspektiver på samme fortælling og emne.
FOTO: Henrik Ohsten Rasmussen
1 af 1

Teatrets facade er klædt i Cirkus-rødt, når du ankommer til adressen på Halmtorvet.

Én for én lister skuespillerne ind og stiller sig med front mod publikum og ser os an med spændte, opstemte miner.

Ligeledes er scenens bagtæppe skinnende rødt og glitrende. Til lyden af storladen klassisk russisk musik starter stykket op. Én for én lister skuespillerne ind og stiller sig med front mod publikum og ser os an med spændte, opstemte miner. De er klar til ….noget. De er klar til at fortælle os historier. Fire skuespillere – fire monologer.

Perspektiver

Temaet er kærlighed. Kærligheden mellem to mennesker. Det evigt aktuelle emne belyser Vyrypaev ved at lade fire forskellige perspektiver kigge tæt på det. Rammen er to guldbryllups+-ægteskaber, som samtidig er fire venskaber og samtidigt er....ja det er så spørgsmålet, hvad de fire ellers har haft at gøre med hinanden på kryds og tværs. De står bogstavelig talt på kanten af graven. Alle er først/midt i firserne, da historien foldes ud.

Skuespilleren Marie Bach Hansen begynder fortællingen om Danny, der på sit dødsleje siger farvel til sin kone gennem 52 år, Sandra. I en højspændt tone med et spil med utroligt stort nærvær lægger hun stemme til Dannys livskonklusion på dødslejet. En forsvarstale for kærligheden og hyldest til konen. En monolog, der bliver mere og mere selvhøjtidelig og selvoptaget.

Danny glemmer til sidst nærmest konen i sit verbale selvsving. Herefter springer fortællingen fra skuespiller til skuespiller. Spillestilen springer ligeledes - overraskende og abrupt. Mærkelig og tankevækkende. Fra det højstemte til det lavkomiske. Fra det højt teknisk anlagte til det hovsa-agtige upolerede. Tilsigtet eller utilsigtet – det er i hvert fald en usædvanlig teateroplevelse, man er vidne til i det lille teater på Vesterbro. Tilsat små pauser af finurlige musikalske stjernestunder.

Individ og samfund

I meta-perspektiv er det omgivende samfund filtreret ud af stykket. Og så alligevel ikke helt – for Albert er professor, nævnes det i en bisætning. Usagt forekommer det tydeligt, at det er fire mennesker, der langt hen ad vejen har overskud. Det forhold, at vi er et produkt at de omstændigheder, vi er født ind i og i evig dynamik med de materielle rammer, der omgiver os, er ligesom renset ud af stykket.

Som frit flydende øer svæver de fire mennesker rundt uden sted og forankring. 

Teater–laboratorie–forsøgs–personer

Den russiske dramatiker har valgt at sætte en isoleret del af disse figurers liv under mikroskopet, med fokus på kærligheden og hvad der sker, hvis fortællingen parallelforskydes mellem deres forskellige perspektiver og oplevelser af samme handling.

Instruktør Simon K. Boberg har sat spillerne i scene med masser af energi og farver på spilteknik-paletten. Da stykket ikke indeholder dialoger og samspil, men er sammensat af monologer, giver det en særegen oplevelse i et dansk teaterlandskab. Tak for det og tak til Husets Teater for at præsentere ny verdens-dramatik.

08. okt. 2015 - 12:15   08. okt. 2015 - 12:20

Teater

Nick Bruun
Anmelder
3

 

Illusioner af Ivan Vyrypaev. Iscenesættelse: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Husets Teater til 17. oktober.