Døren brager op i den gamle Bernhard Olsen teatersal og et brøl sendes ind og får børn og svage sjæle på tilskuerrækkerne til at fare sammen. Hr. Fetisen har gjort sin entre. Dickens sure gnier Scrooge har fået nyt navn i denne ny-udgave af hans Juleeventyr.
Forfatteren Kåre Bluitgen står bag moderniseringen. Fortællingen er stadig henlagt til et scenarie fra Dickens tid. Men ord og vendinger fra vores markedsøkonomiske management-tid er plantet flere steder i forestillingen.
Det svære greb har været at lave en forholdsvis trist gammel historie om til underholdende familieteater. Det er lykkedes. En del af den gamle sprogtone er bibeholdt, men en ordentlig portion mimisk komik og attitude er tilføjet. Skuespilleren Casper Crump som hovedperson holder salen og tilskuerne i gang med vræl, vrængende vrantenhed og hysteri.
Der er umiddelbar forbindelse til de yngste på tilskuerpladserne. Min 9-årige sidemand vred sig af grin gentagne gange. Især den fuldstændig koleriske hovedpersons utilregnelige anfald vakte latter blandt store og små på tilskuerrækkerne.
Der er lyd på. Og fart på. Forestillingens tema er – du skal klare dig selv? Enhver er sin egen lykkes smed? Nødvendig umenneskelighed og nærighed sat overfor fællesskab og glæden ved at give – og glæden ved... ja, at være glad.
Scenografien er enkel og effektfuld: En himmelseng med forhæng er centrum for fortællingen og understreger Hr. Fetisens drømmerejse, der giver ham ny indsigt i sig selv, og sender ham i en menneskelig retning. Forestillingen brydes op og suppleres af et par multi-instrument-spillende musikanter, der med skæve manerer og toner kommer med musikalske kommentarer undervejs.
Rammen – det smukke Frilandsmuseum giver stemning og er oplagt til en jule-udflugt med dine kære.



















