28 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fransk Dolkeparti leger med pensionsalderen

Musikalsk satire

Fransk Dolkeparti leger med pensionsalderen

Pop- og satiregruppen Fransk Dolkeparti opfordrer til 85 år som pensionsalder for alle og ser store muligheder med Folketingets egne medlemmer som rollemodeller.

Arbejd til vi dør. Musikvideo fra Michael Hamilton, Anna Wierød og Lars Harboe, pop- og satiregruppen Fransk Dolkeparti.
FOTO: Bjarne Speth Hansen
1 af 1

"Arbejd til vi dør" hedder det nyeste politiske lov-sang-forslag fra popgruppen Fransk Dolkeparti, som i en musikvideo opfordrer Folketinget til at sætte deres egen pensionsalder op til 85 år og dermed blive rigtige rollemodeller.

Selv om en ny regering er på plads, er Velfærdsforliget fra 2006 med den stigende pensionsalder ikke opsagt.

Selv om en ny regering er på plads, er Velfærdsforliget fra 2006 med den stigende pensionsalder ikke opsagt, så tag bare en jævnlig lytter på denne satiriske sang "Arbejd til vi dør". For Fransk Dolkeparti har ramt auktionshallens stemning med forslaget om 85 år, og man får lyst til at råbe: "Ingen højere?"

"Samtidig sløjfes alle pensionsordninger, så samfundet både vil spare milliarder og tjene mere samtidig. Det er en win-win for velfærdsstaten Danmark, og så slipper vi af med ældrebyrden", skriver Fransk Dolkeparti i en pressemeddelelse. Det oser af hård konkurrence med nyliberalisterne. Fransk Dolkeparti holder sig ikke tilbage. Hvad er det nu, det navn minder om ...?

Rollemodel for hele samfundet

Fransk Dolkeparti mestrer satiren i "Arbejd til vi dør". Musikken er sej, lækker, fyldt med fed guitar og 60’er-sound. I en sort-hvid-video optaget på et tilrøget brunt værtshus synger Anna Wierød som bedste parlamentarisk rollemodel til de ældre arbejdere:

Jeg har været valgt ind i det danske Folketing siden 1964,
og de si’r, jeg snart når en alder, hvor det’ rigtig skidt med stress,
men man skal passe sit job, så jeg passer mit job,
og jeg ta’r med glæde min tørn, selv om jeg har fået 8 oldebørn.

Imens skifter videoklippene fra diverse arbejdspladser med skruenøgler og samlebånd, kvinder der gør rent, over til børn, der sidder på det brune værthus og ryger cigaretter. Skal de lige nå at smage på dét at være voksen, inden det kisteglade lange arbejdsliv med endetallet 85 begynder?

Engagerede kunstnere

Fransk Dolkeparti har Lars Harboe, Anna Wierød og Michael Hamilton som kerne. Anna er ny sangerinde i bandet, der tidligere har lavet sange og satire om Klaus Riskær Pedersen og Sidney Lee, men også kommenterende musikvideoer som "Kan vi så få fred", da de irakiske asylsøgere blev smidt ud af Brorsonskirken i 2009.

Selv om man ikke kan stemme på Fransk Dolkeparti, kan man sagtens stemme i med dem, lytte til dem. Skønt med politisk satire og "overbudspolitik". Hvor regeringen presser citronen, presser Fransk Dolkeparti de sidste bitre dråber ud af citronens skal. Husk denne sang, næste gang den nye regering taler pensioner.

I håbet om mere politisk satire får Fransk Dolkeparti fem stjerner.

12. jul. 2019 - 13:22   09. aug. 2019 - 10:08

Musikanmeldelse

Karin Busk
Anmelder

Arbejd til vi dør. Musikvideo af Fransk Dolkeparti. Se på Youtube eller Facebook.