13 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fransk sexperverteret krimi

Filmanmeldelse

Fransk sexperverteret krimi

Instruktøren Claire Denis går nye veje med sin film Svinene, men der er ingen af personerne, man rigtigt kan holde af, og filmen er for langtrukken.

Kaptajn Marco (Vincent Lindon) opsøger og forfører rigmanden Lafontes elskerinde i filmen "Svinene". Måske har Lafonte forbindelse til mysterierne i Marcos familie.
FOTO: Camera Film
1 af 1

Instruktøren Claire Denis debuterede i 1988 med filmen "Chocolat", en vidunderlig skildring af hendes tidlige barndom i Cameroun. Hendes senere rent franske film foregik i Paris`s indvandrerkvarterer og domineredes af halvnøgne machotyper.

Hvorfor har Sandra glemt at fortælle Marco, at hendes sexmishandlede datter Justine er indlagt på en nerveklinik?

 I "Svinene" går hun nye veje inspireret af Kurosawas "The Bad sleep well", hvor en stærk og bundreel mand, spillet af Kurosawas favoritskuespiller Toshiro Mifune, sætter sig for at afsløre svindel og råddenskab inden for familiefirmaet.

 I "Svinene" forlader Kaptajn Marco (Vincent Lindon) sit containerskip i utide for at rejse til Paris og hjælpe sin søster Sandra, hvis mand lige har begået selvmord. Hvorfor?

Rigmanden Lafonte har mange penge i søsteren Sandras skofabrik; hun kan blive nødt til at erklære sig konkurs. Hvorfor lånte hendes mand så mange penge af Lafonte? Hvad laver en blødende, splitternøgen ung kvinde midt på en af Paris´s boulevarder?  Og hvorfor har Sandra glemt at fortælle Marco, at hendes sexmishandlede datter Justine er indlagt på en nerveklinik?

Historien skrider langsomt frem. Marco lejer sig ind i det fornemme hus, hvor Lafontes elskerinde bor med deres lille søn. Hun har et meget lavt selvværd og er temmelig ensom, så det er nemt for Marco at kontakte og forføre hende.

Heftige sexscener

Filmen indeholder adskillige heftige sexscener, og vi får lidt efter lidt medlidenhed med denne forsømte, kønne kvinde (Sciara Mastroianni). Underlægningsmusikken fra bandet Tindersticks er her dominerende og voldsomt irriterende.

Først da Marco træffer Sandras datter og taler med klinikkens læge, begynder brikkerne at falde på plads. Han besøger et lurvet og lusket ægtepar, der ude på landet har et dødbeskidt sexkammer med spejl og kamera over sengen! Hvorfor flyder det med majskolber på gulvet?

Marco er økonomisk på spanden, og han får tæv på trappen foran sin lejlighed. Niecen stikker af fra klinikken. Intet lykkes rigtigt for ham, så han kan ikke klare også at skulle tage sig af sine egne fraskilte døtre.

Inspirationen fra Kurosawa

Når man kender Kurosawas film, så ved man, at slutningen må være tragisk, men man gætter ikke, hvorfor Sandras mand i filmens første scene i silende regn sprang ud fra altanen. Filmen er dybt deprimerende: Den rige perverse Lafonte manipulerer med alle; han truer med vold og mord. Han kidnapper sin lille søn, skovler penge ind og slipper godt fra det hele. Det er ikke nemt at være en ung kvinde, der i teorien har livet foran sig, i dette miljø.

Med mit kendskab til Claire Denis havde jeg glædet mig til "Svinene", men jeg blev skuffet: Den er for langsom, og der er ikke rigtig nogen af personerne, man kan holde af. Det da ikke lige skulle være Sandras vildførte mand, der i den chokerende slutning afsløres for vores - og KUN vores øjne.

25. sep. 2014 - 11:20   25. sep. 2014 - 14:07

film

Karen Hammer
Anmelder
3

Svinene. Instruktør: Claire Denis. Har haft premiere.