Med afslutningen af den Anden Verdenskrig påbegyndtes Den Kolde Krig mellem to politisk-økonomiske systemer – kapitalismen og socialismen.
Som ikke-historiker, men selv barn af Den Kolde Krig, giver Poul Villaumes tilgang mening for mig.
Den Kolde Krig erklæres slut med Sovjetunionens opløsning i 1991. Nye generationer vokser nu op i Den Kolde Krigs efterspil og oplever en verden med ufred, væbnede konflikter og militær oprustning, selvom kappestriden er en saga blot. Det gør det vigtigt at få beskrevet, analyseret og ikke mindst diskuteret, hvad der egentlig gik for sig; hvad der skabte konflikterne, og hvordan de blev håndteret.
Fantastisk værktøj
Professor emeritus Poul Villaume (PV) har med udgivelsen af Frygtens logik (første bind dækkende perioden 1917-1961) givet os et fantastisk værktøj til at forstå, hvad der ligger bag om nutidens eksterne og interne trusselsbilleder. PV introducerer selv sin fremstilling således:
"Den Kolde Krig er historie. Det var en unik og afgrænset historisk periode i forrige århundrede, som ikke vender tilbage i uændret skikkelse. Men i en tid, hvor der jævnligt tales om tendenser til en ”ny kold krig” mellem Vesten og Rusland, eller mellem USA og Kina, kan der være ekstra god grund til at se tilbage på og søge bedre at forstå den globale og geopolitiske konflikt mellem den kommunistisk styrede blok og den demokratisk-kapitalistiske blok gennem hen ved 40 år i sidste halvdel af det. 20 århundrede. Den, der ikke kender historien, risikerer at gentage dens mønstre". (side 9)
"Ved at fastholde opmærksomheden på de mulige alternative veje og strategier, som ikke blev fulgt, bliver den foreliggende fremstillings perspektiv også helt anderledes end det, den amerikanske historiker John Lewis Gaddis formulerede for sit oversigtsværk fra 2005 om konfliktens historie: ”… jeg har ikke tøvet med at skrive bogen fra et perspektiv, der hele tiden rummer min viden om, hvordan Den Kolde Krig endte. Andre perspektiver kender jeg ikke.” Det perspektiv skal historikeren efter min opfattelse gøre alt for at holde tilbage og undertrykke. Historien bør ikke skrives med blikket rettet mod facitlisten. Ellers risikerer man at skrive dårlig historie mere på nutidens betingelser end på fortidens og ikke ud fra dens aktørers udsyn; så er det alt for fristende at være tilbøjelig til at konkludere, at hvad der skete, måtte nødvendigvis ske og på netop den måde. Det åbne perspektiv på Den Kolde Krigs historie har jeg selv tilstræbt i min forskning og undervisning i emnet som faghistoriker gennem de sidste 35-40 år". (Side 18-19).
Som ikke-historiker, men selv barn af Den Kolde Krig, giver PV’s tilgang mening for mig. Opfostret med de danske mediers og uddannelsessystemets ensidige udlægning og belæringer op gennem 1960’erne, blev der heldigvis i 1970’erne med studenteroprøret og fagkritikken lagt en kim til tvivl om, hvorvidt virkeligheden var så sort-hvid og parterne så onde/gode, som præsten prædikede, og aviserne skrev.
Frygtens logik fremstiller overbevisende, hvordan dette virkelighedsbillede blev fabrikeret med forskelligt udgangspunkt og formål i øst og i vest og udvikler sig til en misinformationsspiral. "Fake news" er ikke en ny opfindelse, og som bekendt tror tyv, at hver mand stjæler!
Historisk betinget mistillid
Magthavernes grundlæggende beslutninger og efterfølgende handlinger i Den Kolde Krigs indledende fase er flerdimensionel og historisk betinget og ikke umiddelbar kausalt betinget (svar på en anden begivenhed), som de politiske begrundelser ellers foregiver at være.
Med forskelligt udgangspunkt tvinges Sovjetunionen, Storbritannien og USA i alliance i kampen mod Nazityskland og dets allierede, men samarbejdet hvilede på en indgroet historisk betinget mistillid til hinandens bagvedliggende hensigter og planer om, hvad der skulle ske, når krigen var vundet, og freden skulle skabes.
Netop mistillid til ’den anden sides’ onde hensigter og frygten for, at de kunne finde på at udslette os, blev nærmest banket ind i koldkrigsgenerationens politiske DNA (i øst og i vest) gennem målrettede misinformationskampagner, spionage, på forhånd planlagt mislykkede stormagtskonferencer, misbrug af FN og krige per stedfortræder.
PV’s beskrivelse af forløbet giver få eksplicitte forklaringer på, men mange implicitte ansatser til at forstå, hvorfor koldkrigsretorikkens fjendebilleder er fortsat og rustningskapløbet genoptaget, på trods af at Den Kolde Krig er erklæret afsluttet og vundet af Vesten. Dette udfoldes formentlig mere i det kommende bind 2.
Store og små sprækker
PV’s fremstilling på 528 sider er kronologisk anlagt. I fem kapitler indføres vi i 1. Baggrund og udbrud 1917-1947; 2. Optrapning og blokopdeling 1947/48 -1950; 3. Militarisering og globalisering 1950-1954; 4. Dialog og kriser 1955-1957; 5. Trusselsdiplomati 1957/1958-1961 udfoldet i 47 afsnit underbygget af et noteapparat på 646 noter (42 sider); en omfattende litteraturliste, billedliste og register, der åbner op for, hvad der måtte være tilgængelig af primære og sekundære kilder.
Det kronologiske forløb er faktuelt underbygget og tilstrækkelig detaljeret til, at der kan påvises store og små sprækker i koldkrigslogikken.
Hvis disse muligheder var blevet fulgt op og dermed anderledes håndteret af stormagternes ledere, så kunne et vanvittigt atomkapløb være blevet forhindret, og den deraf afledte global-kollektive frygt for et atomragnarok kunne være undgået.
Tre temaer
Jeg ser i min læsning tre overordnede, tæt forbundne temaer, som reelt kunne være håndteret anderledes og dermed have ændret historiens gang:
A) Udvikling og anvendelsen af atomvåben
Atomkapløbet tog sin begyndelse allerede under krigen, hvor de allierede formåede at sætte Nazityskland tilbage ved blandt andet at sabotere tungt vands-forsyningen fra Norge. Gennem omfattende gensidig spionage holdt USA og Sovjetunionen sig orienteret om hinandens atomprogrammer, hvor USA som bekendt var længst fremme og viste atombombens ødelæggelseseffekt ved at bombe Hiroshima og Nagasaki.
Sovjetisk spionage og intern manglende kommunikation mellem FBI og den amerikanske regering kombineret med den amerikanske offentligheds ’kommunistforskrækkelse’ blev årsagen til, at FN’s rolle som kontrolorgan i første omgang blev udspillet.
"Umiddelbart betød afsløringen af spionringen (sovjetisk ring i Canada og USA), at præsident Truman anlagde en mere mistænksom kurs over for Moskva og reelt lagde enhver tanke om international kontrol med atombomben på hylden. Det skete med den amerikanske Baruch-plan fra juni 1946, som stipulerede, at USA overlod sine atombomber til et FN-organ, men kun på to hovedbetingelser: 1) FN’s Sikkerhedsråd skulle gennem verdensomspændende inspektioner sikre, at ingen stat hemmeligt søgte at konstruere en bombe; en sådan stat var hjemfalden til et FN-sanktioneret militært angreb. 2) Intet medlem af FN’s Sikkerhedsråd måtte bruge sin vetoret i spørgsmål om international atomkontrol. Truman, som var klar over, at Moskva arbejdede på at udvikle atombomben, godkendte straks Baruchplanen. Havde Moskva også godkendt den, havde man udsat sig for et militært angreb fra FN, som man ikke kunne nedlægge veto imod. Og da den forventede afvisning af planen som forventet kom, kunne ansvaret for det fejlslagne forsøg på international atomkontrol lægges på Moskvas dørtrin, ikke på Washingtons". (Side 67).
FN som redskab for nedrustning blev behændigt spillet af banen, og forestillingerne om sameksistens og fredelig kappestrid mellem to politisk-økonomiske systemer blev dermed definitivt lagt i graven. USA’s indtil da førte ’inddæmningspolitik’ skærpes med politisk og økonomisk sabotage. Forestillingen om ’Amerikansk Exceptionalisme’ finder udtryk i Trumandoktrinen (1947):
"… d.12. marts 1947 holdt præsident Truman i Senatet en opsigtsvækkende tale, som hurtigt blev benævnt ”Trumandoktrinen”, fordi præsidenten her for første gang formulerede en sammenhængende amerikansk udenrigspolitisk strategi for efterkrigstiden. Han undgik at nævne Sovjetunionen ved navn, men adressen var ingen i tvivl om, da han satte USA’s frihed op imod ”totalitære regimer” – en betegnelse, som endnu på dette tidspunkt primært blev associeret med 1930’ernes fascistiske regimer: ”I dette øjeblik i verdenshistorien må nærmest hver eneste nation vælge mellem alternative måder at leve på.” I tråd med USA’s traditionelle universalistiske idealer erklærede Truman, at det fra nu af måtte blive USA’s politik at ”støtte frie folk, som modsætter sig forsøg på undertvingelse fra væbnede mindretal eller pres udefra”. Hvis USA svigtede det lederskab, verdens frie folk forventede, ville både verdensfreden og USA’s egen velfærd blive bragt i fare". (Side 82-83).
Denne tale sætter gevaldig skub i militariseringen af det amerikanske samfund, og ’kommunistforskrækkelsen og bruges som legitimering for ’løsningen’ af Tysklandsproblemet.
B) Tysklands deling
Stalins frygt for, at Churchill og Truman ville lave en separat fred med Hitler, inden Den Røde Hær nåede Tyskland, fik ham til at acceptere et britisk forslag om at inddele Tyskland og Berlin i tre zoner. Man var også tidligere blevet enige om en opdeling af Central- og Sydeuropa i henholdsvis sovjetisk og vestmagts-indflydelses- eller interessesfærer. For en krigshærget Sovjetunion var det vigtigt at få skabt en sikkerhedszone op mod egne grænser. For briterne var især Middelhavet vigtigt, hvis der skulle holdes liv i imperiet.
Sovjetunionens mål var et permanent demilitariseret, udelt Tyskland overvåget af stormagterne. Desuden havde den sovjetiske økonomi behov for, at Tyskland betalte krigsskadeserstatning. Med Trumandoktrinen som ideologisk baggrund så USA en interesse i at modarbejde det udelte Tyskland.
Med Marshallhjælpen indlemmede man de vestligt kontrollerede zoner i et økonomisk politisk samarbejde, (blandt andet Stål og Kulunionen blev etableret, som senere har udviklet sig til EU), og i et militært samarbejde (NATO), der sikrede USA permanent fodfæste på europæisk jord. Det var USA, der så en interesse i et militariseret opdelt Tyskland. Ironisk nok bliver det USA’s handelsimperialisme og ikke sovjetkommunismen, der tager livet af det britiske imperium.
C) De militær-industrielle komplekser – motoren i oprustningen
Med opdelingen i to tysklande og Vesttysklands indlemmelse i NATO og dennes atomparaply får Den Kolde Krig sin fysiske grænse, og alle forsøg på at gøre Centraleuropa fra nord til syd til et atomvåbenfrit bælte fejes af bordet.
Ved afslutningen af Anden Verdenskrig var magtbalancen stærkt i Vestens favør, ikke mindst takket være atomvåbenherredømmet. Et oprustningskapløb stærkt tilskyndet af de militære industrielle komplekser (våbenindustrien) tager sin begyndelse, og anvendelsen af atomvåben mod mål i Sovjetunionen indgår permanent i NATO’s planer i hele perioden.
Oprustningskapløbet bliver dyrt for Sovjetunionen. Produktionen af atomraketter fastholder en lav levestandard hos befolkningen. For at fastholde befolkningens støtte til den øgede militarisering af USA, lyver efterretningstjenester og regering Sovjetunionens militære kapacitet meget større, end den er i virkeligheden. Sovjetunionen hopper med på propagandaspiralen, så man undgår dramatisk at forøge militærbudgetterne. Afstaliniseringen i Sovjetunionen medfører ironisk nok mere centralisering af magten i de østeuropæiske stater for at dække over Sovjetunionens falden bagud i våbenkapløbet. I vest transformeres Storbritannien til en sekundær stormagt.
Udviklingen af det militær-industrielle kompleks blev dynamoen for den amerikanske kapitalismes globalisering. I Sovjetunionen blev det en møllesten om halsen på velstandsudviklingen i samfundet og formodentlig grunden til det endelige kollaps. USA og NATO's inddæmningsstrategi lykkedes – Sovjetunionen gik i opløsning.
I sit udgangspunktet var Den Kolde Krig en konflikt mellem socialisme og kapitalisme – det troede mange politikere og dermed befolkninger på, men på et tidligt tidspunkt overtager de militærindustrielle komplekser i både vest og i øst taktstokken, og gennem misinformation etableres en ’frygtens logik’ kun til gavn for netop disse komplekser. Med Sovjetunionens og Warzawapagtens forsvinden fra scenen burde NATO og andre forsvarsalliancer være overflødige. Alligevel argumenterer NATO og EU for oprustning og tager initiativer til politisk og økonomisk inddæmning af et nu kapitalistisk Rusland.
Jeg formoder, at PV’s tilgang vil blive forsøgt beklikket af neo-oprustningens fortalere – det militærindustrielle kompleks’ håndgangne m/k i forskning, presse og politik. Som bekendt er danske universiteter involveret med våbenindustrien, hvilket i sig selv truer den højt besungne frie forskning.
For os andre, der hellere ser forskning i de militærindustrielle kompleksers betydning for klodens afvikling end deltagelse i den, er Frygtens logik en fremragende bog, der bør danne baggrund for studiekredse ikke blot i politiske partier, men også på uddannelsesinstitutioner og ikke mindst i den nye fredsbevægelse.