Figaros bryllup – operaen om en adelsmand, der må finde sig i at blive udstillet og irettesat af sit tyende, og som bliver rival til sin egen tjener og taber kampen til ham – er bestemt et besøg i Det Kongelige Teater værd.

Napoleon kaldte operaen Figaros Bryllup for "revolutionen i aktion”.

Dette er historien om en tjener, der står op imod sin arbejdsgiver og narrer sin herre. Operaen udstiller aristokratiet som degenererede, lystige og fordærvede typer.

Anstiftede optøjer i Paris

Figaros Bryllup blev en succes ved premieren i Wien i 1786, men blev hurtigt taget af plakaten igen. Sandsynligvis på grund af det revolutionære skuespil, som var forlæg for operaen. Napoleon kaldte det ligefrem "revolutionen i aktion”.

Selv om meget af det politiske var blevet fjernet af opeaens librettist, Lorenzo Da Ponte, på grund af en truende censur, står operaen tilbage som en latterliggørelse af det forældede, feudale og reaktionære.

Den var en kunstnerisk forløber for den franske revolution, der brød ud i tre år efter og begyndte at smadre feudalismen og varsle kapitalismens fremkomst. Ved den første fremvisning i Paris anstiftede operaen optøjer, hvori tre personer blev trampet ihjel. Blot tre år efter blev Bastillen stormet, dog ikke på grund af operaen...men alligevel.

Overskrider kunstneriske grænser

Den aktuelle iscenesættelse af Figaros Bryllup er på Det Kongelige Teater er lagt i hænderne på Elisa Kragerup, der mest har gjort sig i iscenesættelse af skuespil. Men forsøget med opera er hun sluppet rigtig godt fra.

En håndfuld gange eller mere overskrider hun nærmest grænsen for opera ved at lade en sanger tale eller lader sangere hoppe ned til publikum og orkestergraven.

Ellers er to-akteren fuld af spas og spidsfindigheder. Blandt andet med en del vovede scener med nedtrukne bukser og kropsligt gnubberi op ad stænger.

Mest hylemorsom er dog scenen, hvor den latterliggjorte Grev Almavita (Palle Knudsen) trækker en motorsav som et våben for at skære sig igennem en dør, der gemmer en mulig bejler til grevinden.

Dog sker lidt afmatning i intensiteten gennem 2. akt, hvilket dog ikke trækker fra ved succes'en.

Bedst syngende er Tuva Semmingsen som pagen Cherubino og Sine Bundgaard som Grevinden. Men også Figaro – Henning von Schulman– leverer en formidabel præstation.