Se, her er en absolut stor anbefaling af at gå ind og se teaterstykket "Dikatoren". Det er simpelthen fremragende.

Parallellen er tydelig. I vore dage kommer truslen fra Donald Trump og diverse højreradikale politikere i Europa.

Det er velvalgt af teateret at lade instruktør og dramatiker Nikolaj Cederholm opsætte den over 70-årige Chaplin-film, der er en af filmhistoriens største milepæle.

De 10 minutters spontane stående bifald fra premierepublikum var lige i underkanten...

Her er virkelig noget teater, der siger os noget, har et budskab og drager paralleller til historien, som vi kan lære af.

Truslen fra Donald Trump og diverse højreradikale politikere i Europa lurer i dag overalt. Med stykket advarer Chaplin – og nu teaterholdet – mod snigende racehad, grådighed, profitjag, tavshed overfor forfølgelse og rablende stormagts-vanvid.

Centralt er kampen for en verden uden krig.

Rap til DF og Trump

Handlingen følger filmens, men opdaterer den med små rappe replikker, som rammer både Donald Trump og Dansk Folkeparti som små projektiler.

"Vi må forsvare vores ret til at spise grisekød", rabler diktator Hynkel – fremragende spillet af Olaf Johannessen – for i næste øjeblik at udtale, at "Jeg vil ikke globalisering". Lighederne er slående.

Vi følger den lille jødiske barber, der vågner op efter 20 år med hukommelsestab. Det er til en ny og barsk virkelighed, hvor den fascistiske diktator Hynkel spiller badebold med verdensfreden og starter sin forfølgelse af anderledes tænkende og udseende.

Men barberen, hans kæreste Hannah og deres venner tager kampen op mod Hynkel. Tilfældet vil dog, at barberen ligner Hynkel på en prik, og en dag bliver de to forvekslet.

Flot scenografi

Især første akt var i særklasse bedst. Smukt, sårbart og opfindsomt følger vi den snigende, snart åbenlyse racisme bryde frem i Tyskland og barberens og Hannahs modstand.

Olaf Johannessen leverer en eminent præstation som barberen og Hynkel. Han har fanget Chaplins bevægelser og mimik på en prik.

Kim Witzels scenografi er i høj klasse. Alt klapper. Selv de mindste skridt uden om den drejende scene, er velvalgte og perfekt udført.

Desuden er stykket hylende morsomt.

Desværre begynder Hynkel og den besøgende diktator Napolini fra Spagetti (Benito Mussolini) i at tale engelsk sammen i starten af anden akt, hvilken kobler en del ikke-engelskkyndige blandt publikum fra. Og Søren Pilmarks italienske accent er for svag, så begyndelsen på anden akt kommer til at virke lidt rodet.

Det får dog ikke helhedindtrykket af "Diktatoren" til at falme. Dette er simpelthen teater til tiden, et must at se. Dog kunne instruktør Nikolaj Cederholm have strammet barberens tale som den forvekslede Hynkel til sidst gevaldigt op.

I Chaplins legendariske tale fra filmens slutning er der et flammende opråd til at skabe et samfund uden udbytning, krig og undertrykkelse. Uden at nævne ordet socialisme med et ord, lykkes det rent faktisk Chaplin at beskrive et sådant samfund.

Men endnu en gang. Tag ind og se stykket. Du bliver ikke skuffet.