Krig kan være andet end krudt og kugler. Krig kan også være konkurrence mellem to restauranter, der hver repræsenterer forskellige kulturer og historie.
Folkekomedie kan være andet end ligegyldigt pjank og fjas.
Indiske Papa Kadam og hans familie må efter nogle dramatiske hændelser i Indien flygte over hals og hoved. De kommer via omveje og på grund af et mindre biluheld til at havne i den lille idylliske franske landsby Saint Antonin-Noble-Val.
Papa Kadam mener, at her er der grundlag for at starte en indiske restaurant på trods af advarsler om, at franskmænd kun spiser fransk mad, som er noget af det bedste i verden.
Men glæden varer kort. Lige overfor ligger den fine franske restaurant La Seule Pleureur, der har en Michelin stjerne. Her kommer byens spidser sammen med borgmesteren og spiser. Nogle gange kommer der også ministre. Restauranten ejes af den kølige Madame Mallory, der hver dag herser med sit personale for, at hun kan opnå den næste Michelin stjerne. Desuden underbetaler hun sine opvaskere og er på alle måder meget usympatisk.
Så der bliver krig mellem de to restauranter på grund af begges stædighed.
Men som i ren Romeo og Julie stil sker der det, at souschefen hos Madame Mallory og Papa Kadams yngste søn får et godt øje til hinanden, og det vender op og ned på mange ting.
Det er en rørende og lidt sentimental folkekomedie i allerbedste stil. Den anerkendte instruktør Lasse Hallstrøm, kendt for filmene "Mit liv som hund" og "Æblemostreglementet, har med "Hundredefodsrejsen" vist, at han er dygtig og stilbevidst instruktør.
Han har fået den ligeså anerkendte manuskriptforfatter Steven Knight til at skrive filmen over Richard C. Morris' første roman.
Så vil man være i godt selskab med dygtige skuespillere, med Helen Mirren i rollen som Madame Mallory og en handling, der viser, at folkekomedie kan være andet end ligegyldigt pjank og fjas, så er der i denne film underholdning for alle pengene og en klar dybere mening med morskaben.