Özlem Cekic blev i 2007 valgt til Folketinget som den første muslimske kvinde med indvandrerbaggrund. Helt fra starten af hendes optræden på tingets talerstol, begyndte der at dukke hadefulde mails op i hendes indbakke. Senere begyndte der også at kommer rigtige breve i hendes postkasse med truende og hadefulde ytringer.

I mange af disse møder virker det som om, Cekic er i stand til at få en form for dialog. Og som sådan er hendes beretninger god og oplysende læsning.

Jo, andre politikere og meningsdannere har oplevet noget lignende, og det er svært at gradbøje noget sådan. Men det, Özlem Cekic beskriver i indledning til bogen, "Hvorfor hader han dig, mor?", er i hvert fald slemt nok, decideret skræmmende.

Efter en del overvejelser og diskussioner med gode venner og familie valgte Cekic så at opsøge og møde de, der kontaktede hende til den såkaldte "dialogkaffe".

Beretninger fra møder

Og herfra starter bogen så for alvor med Cekic's beretninger fra og om disse møder. Jimmy  og Lone, langtidssygemeldte  arbejdere fra Aarhus, der mener indvandrerne "får i hoved og røv". Førtidspensionisten Kim, der har sympati for Danskernes Parti. Angelo med italiensk baggrund med temmelig irrationelle islamofobiske synspunkter, Den højtuddannede Mee med kinesisk baggrund, der åbenbart har svært ved at falde til i Danmark.

Og så går turen til Den Røde Plads på Nørrebro, hvor Cekic får en lang og god snak med unge mænd, og her er der selvfølgelig og desværre også meget irrationelt had vendt mod "danskerne". Videre til besøg hos Hizb ut-Tahrir hvor Cekic konfronteres med og konfronterer disses antidemokratiske holdninger. Og endda et besøg hos og en snak med en tidligere kurdisk kommunist, der nu er salafist, formentlig tilhænger af ISIL.

Videre til indremissionsk folkekirkepræst i Jylland. Og derfra til mødet med en kristen mand, der har viet sit liv til at hjælpe homoseksuelle af med deres "skændige last".

Endelig er Cekic på en lang tur til Israel og Vestbredden, vel nok den ultimative scene for det "had" mellem mennesker som hun har til hensigt at afdække og måske løse lidt op for. Og også her finder hun mennesker blandt både palæstinensere og israelere, der arbejder for dialog, forsoning og fælles løsninger.

Dialogen

I mange af disse møder virker det som om, Cekic er i stand til at få en form for dialog, førende til en vis forståelse for, om ikke synspunkterne, så baggrunden for dem. Og som sådan er hendes beretninger god og oplysende læsning.

Mon ikke mange af os, især i disse tider, kender til at møde mennesker, der på mange måder virker OK, men på visse områder, især når det kommer til indvandrere – måske især muslimer – udtrykker mildest talt horrible og irrationelle holdninger? Når man orker, skal man selvfølgelig også tage dialogen med disse, der jo mestendels også tilhører den danske arbejderklasse. Cekic´s bog giver udmærkede anvisninger på, hvordan det kan gribes an.

Men selvfølgelig klarer vi ikke alle problemerne med "dialogkaffe", og det mener Cekic da heller ikke. Hun får her ordet fra bogens afslutning: "Hvis uligheden vokser, og velfærden fortsat forringes, vil afstanden mellem folk som Jimmy og drengene fra Den Røde Plads fortsætte med at vokse. Hver for sig tror de, at den anden gruppe får mere end dem, og resultatet bliver nemt en uretfærdig kamp baseret på fejlagtige fordomme mellem grupper, der er nederst i vores samfund – alt imens samfundstoppen nyder gavn af høje indkomster, skattelettelser og et generelt overskud af ressourcer".

Så sandt som det er sagt.