Stort set samtidig med, at den danske dramatiker Astrid Saalbach blev student, gjaldede kamptråbet "ingen kvindekamp uden klassekamp - ingen klassekamp uden kvindekamp" i 1974, når hardcore medlemmer af Rødstrømpebevægelsen mødtes. Under bevægelsens seminar i Helsingør 1976 blev der nedsat en parolegruppe, der skulle tage fat på diskussionen om, hvordan feminisme og socialisme hang sammen.

40 år senere har den prisbelønnede forfatter og dramatiker undersøgt den kvindelige identitet og kvinders relation til hinanden i "Frisørerne", der lige nu kan ses på det lille lejlighedsteater FÅR302. Stykket, der er debut for Københavns Teater Observatorium, trænger i Søren Iversens instruktion ind i en kvindelig intimsfære blandt vandondulation, jomfruproblemer og mystik.

Tre kvinder deles om stolene i den lille salon et sted i storbyen. I dette feminine univers diskuteres alt mellem himmel og jord, mens håret vaskes, farves og rulles op. Imens lurer en nabo, den midaldrende kvinde, F, desperat efter kontakt til omverden på salonen. Hun bringer en ildelugtende lugt af mystik, skyld og undertrykkelse, et korsfæstelsens vanvid, ind i dette tilsyneladende idyliske mikrokosmos.

"Frisrerne" forsøger at spille på denne mystik i flere forskellige lag. Mandens verden er hele tiden til stede som et kønspolitisk postulat om vold og mord. Salonens nye partner, Boogie fra Sarajevo, bidrager til denne uheldsvangre følelse af, at alting kan krakelere omkring kvindernes ører. Og det gør det så.

Astrid Saalbachs stykke får desværre aldrig den ro, der skal til, for at dens præmis holder: At kvinde er kvinde værst, og at kvinder har et særligt talent for at undertrykke sig selv og hinanden. Der mangler en analyse eller blot en forholden sig til de faktorer, der får postulatet om køn som konstruktion, biologi og forbandelse til at holde.

Der er momenter af brølende morsomme indblik i et feminint univers, men de fleste pointer sander til i parykskifter og banaliteter. Astrid Saalbachs budskab om kvindelig selvundertrykkelse forbliver uforløst, og det er en skam. Hvis det ellers er sandt.