Det er ganske vist: Der er noget råddent i Danmark, og hvordan skal man være eller ikke være i en tilværelse gennemsyret af magtbegær, lidderlighed og ondskab.

William Shakespeares magtdrama "Hamlet" – eller helt korrekt "The Tragedy of Hamlet, Prince of Denmark" fra 1603 har facineret utallige generationer af teatergængere fra alle kulturer og verdenshjørner. Der er noget umiddelbart menneskeligt forståeligt ved historien om den unge prins, der af sin afdøde fars spøgelse får stukket den ubehagelige sandhed i smasken, at han blev myrdet af sin bror, som nu dusker den alt andet end sørgende enke, Hamlets mor.

Hamlet er ikke skuffet. Han er et sydende atomkraftværk af vrede mod sin mor, mod sin onkel, mod magthaverne og deres håndlangere. Han vil have hævn, og hævn får han, men han glemmer, at hævn er som at pisse i bukserne for at holde sig varm. For blind hævn har det med at ramme de uskyldige. Og uskyldig er Hamlets kæreste, Ofelia, der tragisk tager sit eget liv, da hun forveksler Hamlets vanvids masterplan med virkelighed og begår selvmord i sorg over at have mistet sin elskede.

Det er den britiske musikalske trio The Tiger Lillies, der har skåret Hamlets grusomme skæbne til en forestilling, der kører i to spor – et dramatisk og et musikalskt. Med Brecht-punkeren Martyn Jacques som absolut frontfigur tager de os på en lang rejse gennem Hamlets helvede. Og helvedes lang, for handlingen spilles i begge spor.

Det vrimler med vanvittige, visionære indfald fra videoprojektioner, linedans og kæmpedukker, akkompagneret af The Tiger Lillies' sørgmuntre gypsy-cabaret toner. Desværre er musikken skåret over den samme læst. Det samme tema gentages i én uendelighed, og to en halv time er lang tid uden en tone i dur.

Forestillingen har siden premieren på Republique gået sin sejrsgang på en lang verdensturné til blandt andet Mexico, London, Montreal, Göteborg og Amsterdam, og den skal snart videre til Schweiz. Det er kort sagt en forestilling, der har fundet sin form. Gid den havde været lidt kortere.