I mange år haltede kapitalismens udvikling i Danmark bagud i forhold til de store industrielle lande i vesten.

Efter Anden Verdenskrig fik kapitalismen sit gennembrud i Danmark, men siden krisen i 70’erne og den nyliberale politiks dominans fra starten af firserne er udviklingen i Danmark blevet trukket med ind i den globale udvikling. Det er sket med store negative konsekvenser for det danske demokrati og den særlige nordiske model, der er kendetegnet ved en stor kollektiv velfærdssektor.

Bogens væsentligste bidrag er en sammenhængende kritik af de seneste års kapitalistiske udvikling, samt at den åbner debatten om, at kapitalismen måske har nået sin udløbsdato.

Det konstaterer økonom Anders Lundkvist i sin bog "Dansk Kapitalisme, gennembrud, storhed og stagnation", der beskriver 250 års udvikling i dansk økonomi.

Forfatterens erklærede overordnede mål med bogen er at afdække de strukturelle forandringer i den økonomiske basis, og derudfra forklare den historiske udvikling i det danske samfund.

Desværre lader Anders Lundkvist statistikken dominerer fortællingen i den første del af bogen. Derudover har han en række hjemmestrikkede definitioner, der for eksempel gør, at offentligt ansatte ikke er arbejdere. Sammen med de mange skemaer skæmmer det fortællingen af den tidlige historie og gør den tung.

De seneste 25 år

Det er først i beskrivelsen af de seneste 25 års udvikling, at Anders Lundkvist får fortalt sin vurdering af udviklingen og sine konklusioner på en levende og spændende måde.

Han konstaterer, at koncentrationen af kapitalen er øget markant fra starten af firserne både i den produktive og i den finansielle sektor i Danmark. Det betyder, at magten i dag er samlet på stadig færre hænder, og den meget omtalte frie konkurrence er blevet erstattet af dominans fra de store selskaber. De bruger i dage prisfastsættelse og vareudbud som håndtag, de kan skrue på, i deres bestræbelser på at maksimere profit.

I 70'erne udgjorde regeringens økonomiske politik sammen med en aktiv fagbevægelse en modvægt til den kapitalistiske sektors magt. Dette er ifølge forfatteren reelt ikke tilfældet i dag, hvor den offentlige sektor og politikken bliver domineret af kapitalens behov, ligesom den offentlige sektor i højere grad bliver styret mere ud fra kapitalistiske principper end ud fra demokratiske eller politiske behov.

Det viser sig blandt andet i de økonomiske krav til de offentlige budgetter, som i Danmark er en konsekvens af Danmarks tilslutning til EU's regler. Anders Lundkvist underbygger denne konklusion med, at i selve aftalen mellem Kommunernes Landsforening og staten bliver de stramme krav til kommunernes økonomi begrundet med reglerne i budgetloven og EU's budgetregler.

Fattige mister købekraft

Hvor længe kan udviklingen fortsætte?

"Kapitalismen har nogle forudsætninger, som den i sin rene form tendere mod at ødelægge", konkluderer Anders Lundkvist.

Blandt disse forudsætninger er, at der skal være købedygtige aftagere af produkterne. Manglen på efterspørgsel forstærkes af, at virksomhederne maksimerer profit på bekostning af løn og skatter, samt at profitterne ledes over i den finansielle sektor som spekulativ kapital i stedet for at blive investeret i produktionen.

Resultatet er øget ulighed i samfundene, hvor de rige bliver rigere og de fattigste ikke bare halter bagud, men direkte mister købekraft. Samtidig skjuler de rige stadig større summer i skattely, som bliver friholdt Skat og dermed ikke bidrager til samfundets økonomi.

På baggrund af de seneste års internationale udvikling konkluderer Anders Lundkvist derfor: "Nøgternt vurderet var kommunismens fald et tilbageslag for almindelige mennesker i OECD-landene, – og katastrofalt for de fattige lande", fordi de fattige lande mistede et alternativ til den liberale kapitalisme.

Nyliberal kapitalisme

Han har svært ved at se, hvordan kapitalismen skal kunne løse sine problemer uden at opgive nyliberalismen og genindføre offentlig kontrol med kapitalen. Men han har også svært ved at se, hvordan en stat, der er gennemsyret af kapitalens kortsigtede interesser, kan foretage en sådan kolbøtte og indføre en effektiv kontrol.

Der er derfor udsigt til en økonomi, der veksler mellem bobler og kriser og reelt befinder sig i stagnation, "men stagnation og kapitalisme er et umage par, fordi kapitalismen indbegriber profitmaksimering og dermed evig vækst", konkluderer Anders Lundkvist. Han stiller derfor spørgsmålet: "Så har den kapitalistiske produktionsmåde alligevel en udløbsdato?"

Anders Lundkvist er på ingen måde kommunist eller marxist, men derimod tilhænger af markedsøkonomi, "hvor den frie konkurrence sørger for økonomisk harmoni, nytteoptimering og fairness", som han konkluderer i bogens start.

Han mener også, at vi i Danmark har haft demokrati siden 1901, fordi der har været politisk lighed og frihed samt flertalsstyre. Derudover mener han, at opbygningen af velfærdssamfundet er et socialdemokratisk projekt, der bygger på klassesamarbejdet. Det er denne grundholdning, der præger bogen og dens analyser, men det er også dette idealsamfund, som, han i dag oplever, bliver nedbrudt af den nyliberale kapitalisme.

Forfatteren håber på, "at bogen vil fungere som en nyttig ressource i arbejdet for en demokratisk socialisme". Bogens væsentligste bidrag er en god sammenhængende kritik af de seneste års kapitalistiske udvikling, samt at den åbner debatten om, at kapitalismen måske har nået sin udløbsdato.