23 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Havfrue på nedtur

Havfrue på nedtur

Den tjekkiske nationalkomponist Antonin Dvoráks tragiske eventyr "Rusalka" om længsel efter det, man ikke kan få, er ren magisk poesi.

Tjekkisk opera er - når det endelig når danske scener - synonym med Leos Janacek (1854-1928), senest på Den Kongelige Opera med Katja Kabanova. Antonin Dvorák derimod er mest kendt for sine slaviske danse og andre fyrrige filharmoniske symfonier.

Antonin Dvorák var bitter over, at han aldrig havde international succes med sine operaer som Wagner, Verdi og landsmanden Smetana.

Især i sine sidste leveår var Antonin Dvorák bitter over, at han aldrig fik international succes med sine operaer. Det er synd, og det kan man forvisse sig om på Den Kongelige Operas opsætning af hans eneste store succes,  "Rusalka". Det gamle tjekkiske folkeeventyr om søkongen og hans vandnymfer er blevet pakket ind i H.C. Andersens eventyr om "Den lille havfrue".

"Rusalka" er den klassiske historie om den unge vandnymfe (Ylva Kihlberg), der træffer et skæbnesvangert valg. Forelsket til op over begge ører i den smukke prins (Johnny van Hal), som hun kærtegner i vandet, når han svømmer i søen, beslutter hun sig for at blive menneske.

Hun er villig til at opgive sit udødelige luksusliv i søen med sin far søkongen (Gregory Frank) og sine søstre (Inger Dam-Jensen, Elisabeth Jansson og Ulla Kudsk Jensen) til fordel for et liv sammen med den mand, hun elsker. Derfor vil hun have en sjæl, så hun kan elske betingelsesløst.

Desværre ved hun endnu ikke, at menneskets evne til at føle har en bagside. At mennesket også kan gøre ondt, være smålig og misundlig går først op for hende, da heksen har opfyldt hendes ønske. Men prisen er høj.

Dels skal hun miste talens brug, dels er hun for evigt udelukket fra søkongens rige. Det eneste, der kan redde hende, er at hendes prins er hende evigt tro. Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt, og da hun konfronteres med live på slottet, kan hendes nedtur og tragiske endeligt begynde.

Som deltog hun i et moderne reality-show må den naive Rusalka erkende, at der skal mere end drømme til for at nå de store mål, og at der er en virkelighed over vandet.

Antonin Dvoráks hypnotisk smukke musik med en række arier, der ikke lader anerkendte operakomponister som Puccini, Verdi, Leoncavallo, Bizet og Mussorsky noget tilbage, er smørelse for vintertørre øregange. Den, de fine solister og en stram scenografi gør "Rusalka" til en stor oplevelse.

 

31. jan. 2014 - 10:45   31. jan. 2014 - 10:45

Opera

Gert Poder
Anmelder

Rusalka. Opera i tre akter af Antonin Dvorák. Instruktion: Richard Jones. Musikalsk ledelse: Tomás Hanus. Sidste opførsel: 29. januar.