14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hellere en tvivlbekendelse end en trosbekendelse

Hausgaard på turné

Hellere en tvivlbekendelse end en trosbekendelse

Tvivl frem for tro er det filosofiske omdrejningspunkt i Niels Hausgaards nye show på turné. Hvordan den skulle lyde fik vi ikke rigtig nogle bud på, men Hausgaards mesterlige underfundighed handler mere om undren end tvivl.

Spillestedet Skraaen, i Ålborg, var totalt udsolgt til Niels Hausgaards show, der nu er på turné.
FOTO: Allan Vokstrup
1 af 1

"GUD ER STOR (og forfængelig og nærtagende, men stor!)" er titlen på Niels Hausgaards igangværende Danmarksturne.

Der blev lagt vægt på ungdommen, som er så utilfreds med den krop, Gud har udstyret den med, at den vil gøre alt for at ændre Hans værk. 

I Aalborg d. 23. februar var Gud i dele af sjowet dog noget fraværende. Konfronteret med det, ville Hausgaard formodentlig sige, at Gud har rigtig meget at se til for tiden, men det er nu Hausgaards opgave at fastholde den røde tråd. Og hvad der var rødt, og hvad der var tråd, kan man godt fundere lidt over.

TVIVL frem for TRO er sjowets filosofiske omdrejningspunkt. Hausgaard vil udskifte trosbekendelsen med en tvivlsbekendelse. Hvordan den skulle lyde fik vi ikke rigtig nogle bud på, men med Hausgaards mesterlige underfundighed, der mere handler om undren end tvivl, kom vi tematisk godt rundt.

EU og de små drømmes tid

Der blev delt vittige ørefigner ud til kuglestøderen fra LA, hans våbenfæller og andre "sorte lejesvende i denne de bitte små drømmes tid". Vi fik både fadøl og Matadormix med Lars Løkke, men Gu' Ve' om han vil lyde lige så bøvet som de andre bodegagæster ved lukketid? Snarere lige så rørstrømsk som lystfiskeren fra Bryrup sø.

Vi fik berørt Brexit og et oprustende EU "i krig mod krig". Der var tudende ulve i mosen, og Dansk Folkepartis svig som beskytter af de svage blev udstillet i "Er du gået i stå mor", gysende godt sunget af Signe Svendsen, der her trådte ud af akkompagnementet.

Utilfredshed med Guds værk

Vi nåede også en tur i tivoli med broren og svigerinden, tidens sentimentale trend fik et spark, men ellers blev der lagt vægt på ungdommen, som er så utilfreds med den krop, Gud har udstyret den med, at den vil gøre alt for at ændre Hans værk. Dette i kontrast til det smarte i at blive gammel. Endelig blev det slået fast med nagler, at "vi aldrig nogensinde har været så langt væk fra at være på røven, som vi er nu".

Sjowets budskab må være: ikke ukritisk at lade sig rive med og hyle i flok eller lade sig viljeløst drive med i en endeløs kædedans, men stå på sin jordforbindelse (selv i graven – gemt, men ikke glemt) og sunde skepsis. Og der er ikke noget, der så stort, at man ikke kan grine af det. Og det gjorde vi meget den aften.

Kæpheste skal rides med omhu

Nu halvvejs i turneen har rutiner og iscenesættelse ikke helt vundet over tilfældigheder og improvisation. Heldigvis, for det er med Niels Hausgaard, som med juleaften. Det er fantastisk hyggeligt, for vi ved, hvad vi får. Indpakningen kan variere, men stand-up satiren og det musikalske i pakken kender vi.

Dog forekommer sangene at stå lidt svagere i forhold til satiren. Hausgaard synes at være opmærksom på det, da han citerede Christian Alvads far for guldkornene: "Man kan ride sin kæphest så hårdt, at andre får ondt i røven!" Det var der vist ikke nogen, der fik på en totalt udsolgt Skraaen i Aalborg.

02. mar. 2017 - 10:35   02. mar. 2017 - 10:40

Koncert

Allan Vokstrup
Anmelder
4

"GUD ER STOR (og forfængelig og nærtagende, men stor!) er titlen på Haugaards turné 2017.
En næsten udsolgt turné - kun få billetter tilbage i Forum Horsens 16.3.
www.billetlugen.dk

Se for turné: http://www.tpproduction.dk/
Anmeldte koncert set 23.2. på Skraaen i Ålborg.