I Oliver Stones nyeste film "Snowden" stiller kæresten Lindsay Mills (Shailene Woodley) netop dét spørgsmål, som er så vanskeligt at besvare rationelt:

"Hvad er der ved dit job, der gør det vigtigere end dit liv?"

Obama fortjener ingen klapsalver for sin indsats, det sørger Stone og Snowden for at minde os om.

Det er et spørgsmål, som jeg forestiller mig altid er nærværende for politi-, rednings-, militærfolk , revolutionære, frihedskæmpere og ansatte på Arbejderen, og som jeg selv modvilligt opdagede: for whistleblowere. For hvorfor kan vi nå dertil, hvor vi er villige til at ofre alt inklusiv os selv for at beskytte særlige idealer eller værdier? Og det uundgåelige efterfølgende spørgsmål er altid:

" - om det så var prisen værd, når opgaven - måske - er løst og regningen skal betales?"

Hvis nogen kan komme med meningsfulde svar på disse spørgsmål, er mit bedste bud entydigt Oliver Stone. Han vender i sine film igen og igen tilbage til netop disse temaer og spørgsmål. Oftest resulterer arbejdet i vigtige film med bid og vilje til, at det gerne må være smertefuldt, uafrysteligt, som i Platoon, JFK, Born on the Fourth of July, Salvador, Wall Street og Nixon.

Løfter diskussionen op

Stones vinkel på regeringsførelse er, at statens vilje til uigennemsigtighed og hemmelighedskræmmeri er den største trussel imod demokratiet og det enkelte menneske.

Ved at tage fat i Edward Snowden og forholdet omkring whistleblowere og statsmagten, løfter han permanent diskussionen op i dets retsmæssige niveau: geopolitik. Snowden selv, og med ham andre whistleblowere som Binney, Drake, Manning og Ellsberg, placeres blandt dette århundredes vigtigste personligheder. Det er nødvendigt. Det samme er historien om Snowden.

Blev det bedre under Obama

 "Jeg troede, det ville blive bedre under Obama - jeg tog fejl", konstaterer Snowden, sympatisk portrætteret af Joseph Gordon-Levitt, i filmen om amerikanske NSA(National Security Agency)'s overvågning.

Filmen er afbalanceret i sit budskab. Den griber og stiller på en fin måde spørgsmålet, om hvorvidt Snowden (og alle andre whistleblowere) er helte eller forrædere?

Men i stedet for at slå der, hvor det gør ondt - forholdet mellem stat og whistleblower - magtens vilje til at sætte sig selv over loven – eller rette et nådesløst fokus på et af verdenshistoriens største didaktiske misbrug af ordene demokrati og åbenhed (Obama i 2008) - bruges der mange smukke og stemningsfulde billeder på at forklare H E L E historien om Edward Snowden.

Det er fint og super sympatisk, men helt uden styrke, intensitet eller klarhed.

Det er faktisk min oplevelse, at filmen først for alvor bliver nærværende og påtrængende, intens om man vil, når Edward Snowden selv kommer på scenen i de sidste minutter af filmen. Dér er filmen til gængæld uovertruffen i sin styrke og kraft. Det er næsten uafrysteligt – næsten.

Jeg må dog i al fairness bemærke, at jeg måske ikke fanger behovet for fortællingen om den personlige rejse, fordi dén ligner min egen, og til forveksling de fleste af de whistlebloweres historie, som jeg kender til. Men helt ærligt, dét Snowden har gjort, og dén pris han betaler, fortjener en stærkere film. Det samme gør emnet og diskussionen, og helst en film, der bliver siddende i os længe efter vi har forladt biografen. Det gør "Snowden" ikke – endnu.

Omkostningerne

Jeg fik heller ikke oplevelsen af hverken en stærk, kraftfuld Snowden eller for den sags skyld en passende kompleks modstander. Oplevelsen er for mig, at "Snowden" er alt for "pæn", og at den derved misser selve essensen i omkostningerne for whistlebloweren og for demokratiet, nemlig det helt reelle tema omkring liv eller død?

Det afløses, lidt søgt synes jeg, af smukke visuelt imponerende beskrivelser af overvågningen og dens væsen. Det er mere facinerende end det er skræmmende – og det er måske hele problemet ved masseovervågningsdebatten, fascinationen over de tekniske muligheder og deres kompleksitet flytter fokus væk fra dens omkostning: tilintetgørelsen af den enkeltes ret til privatliv og dermed ophør af det helt frie og personlige valg.

Filmens styrke

Filmens vigtigste bidrag er muligvis, at den formår at videregive en meget klar oplevelse af, at Snowden ikke vil eller skal betragtes hverken som offer eller naiv. For han er tydeligvis ingen af delene, og han er - som vi andre, der modvilligt har valgt samme karriere - villig til at tage sin del af ansvaret, under forudsætning af at han får en fair retssag.

Det er faktisk en rigtig god og spændende film.

Hvis denne film ender med at blive Barack Obamas eftermæle i den globale mediekultur – er jeg fint tilfreds. Det er et retfærdigt og sandt billede af en mand som sagde ét, men gjorde noget helt andet, han fortjener ingen klapsalver for sin indsats, det sørger Stone og Snowden for at minde os om. Tak.