Det første, der må og skal siges om filmen "Himlen over Havanna", er, at den er ekstremt kontrarevolutionær på sin egen stille og nederlagsagtige måde.

Dertil er den iscenesat udramatisk. Den er stillestående i sin dramaturgi (den foregår over 16 timer på toppen af et hus, der vist ikke engang ligger i Cuba og derfor ikke ved Malecon i Havanna) og indholdsmæssigt er den bagudskuende. Den kan kun anbefales til mennesker, der har en fast, solidarisk holdning til Cuba. Og man skal være indstillet på at blive bragt i tungt humør.

Når USA's blokade og terror fra eksilcubanske militser i Florida ikke nævnes med ét ord, så er manuskriptforfatteren ude i et politisk ærinde.

Når det er sagt, byder filmen på ting, som nok kan være interessante. På to måder. Man har lagt brikker til en forståelse af Cuba, og vi får et kig ind i middelklassens selvoptagede univers... og det er nedrigt, at filmens eneste arbejder til sidst, nåh, nej - det må man ikke i en anmeldelse.

Personerne er Amadeo, som vender tilbage til Cuba efter 16 år i Spanien. På hustaget mødes han med de gamle venner: Tania (læge), Eddy (leder i en statslig virksomhed), Rafa (kunstmaler) og Aldo (arbejder).

I løbet af natten på tagterrassen mindes de fem ungdomstiden, som var et årti eller to efter revolutionens sejr. De taler om drømmene, både personlige og samfundsmæssige. "Men nationens økonomiske nedtur efter faldet af Sovjetunionen betød bristede håb og drømme for mange af dem, der hidtil havde studeret og arbejdet i så lang tid, kæmpet så hårdt", som det forklares af manuskriptforfatteren i pressematerialet. 

I filmen lægger desillusionen sig metertykt over tagterrassen. Eneste formildende omstændighed er styrken i venskabet mellem de fem og åbenheden. Skylden for elendigheden og de bristede drømme lægges ensidigt hos Cubas Kommunistiske Parti og revolutionens ledelse. Det er notorisk en kontrarevolutionær løgn.

Noget af skylden kan naturligvis placeres hos landets ledere og partiet. Men når USA's blokade og terror fra eksilcubanske militser i Florida ikke nævnes med ét ord (!!) så er manuskriptforfatteren ude i et politisk ærinde.

Og manuskriptforfatteren er en gammel kending for nogle; den cubanske forfatter Leonardo Padura, kendt for en række romaner, der også er oversat til dansk.