Ned over tilskuerne kravler en flok hippier med kurs mod scenen, mens en syre-guitar flænger luften i Østre Gasværk Teater.

Vi er på vej ind i hippie-land. Et tidsbillede fra dengang man skulle huske at have blomster i håret, hvis man tog til San Fransisco. HAIR-musicalen fra slutningen af tresserne er genopsat.

I gasværkets 2013-version bliver publikum taget med på et syretrip af den nutidige Sheila (Sanne Salomonsen), der fører os tilbage til hendes ungdom. Denne ramme for fortællingen er skrevet specielt til Sanne Salomonsen af instruktøren Kenneth Kreutzmann.

I centrum for fortællingen om hippie-tiden står trekløveret Sheila og hendes to bejlere Claude og Berger. Omkring sig har de en stamme af hippie-venner.

Kreutzmanns version er langt hen ad vejen en teaterkoncert, hvor sangene følger hinanden som perler på en snor, og skuespillet ligger i sangene. Det er så afgjort også sangene, der står stærkest i forestillingen. Og de står rigtig stærkt. Bakket op af et meget kompetent orkester, der flot scenografisk er placeret på to platforme i fjerde sals højde i det smukke teater-rum.

Forestillingen bruger rummet godt med gennemtænkte store scenografiske billeder og effektfulde koreografier, der understøtter sangene. I det hele taget er forestillingen effektfuld: Der synges godt. Dans og musik er kraftfuld og spektakulær, og det er et veloplagt ungt ensemble, der omgiver Sanne Salomonsen.

Forestillingens svage side er i historien. Der opstår flere gange huller i logikken og usammenhængende forklaringer, når sangene bindes sammen af skuespil. Eksempelvis er det særdeles uklart, hvad det er, der gør, at Claude ikke brænder sin indkaldelse til militæret og Vietnam-krigen som resten af hippie-stammens mænd. 

Forestillingens fortællemæssige styrke ligger i dens beskrivelse af den på den ene side utrolig selvoptagede og selvglade atmosfære, der herskede og hersker blandt 68’er generationen. På den anden side viljen til forandring, opbrud og søgen efter bedre veje. Der er ingen tvivl om, at den stærkest ret også gjorde sig gældende i Hippie-tiden.

Forestillingen er en mulighed for et kig på dette. Og så er det underholdende og flot formidlet.