S/H er lige præcis det, den giver sig ud for at være. En kærlighedserklæring til stumfilmen med dens ofte forsimplede historier – med imponerende undtagelser som for eksempel Chaplins klassikere – og opfindsomme gags tilsat pianomusik af den overdådige og dramatiske slags.

Scenografien ligner et støvet loftrum fuld af ting fra vores oldeforældres tid, men det viser sig at være rekvisitter og skjulte kameraer, som projicerer den enlige stumfilmstjerne i Thomas Corneliussens skikkelse op på et lærred, så vi kan se, hvordan der manipuleres med virkeligheden for at skabe slapstick-komedie, fægtekampe og møder med tilfangetagne hårfagre kvinder.

Det er rigtig sjovt, men heller ikke mere. Vi mangler den bærende fortælling, der gør verden mere end sort-hvid. Dybden i historien som kan gøre os mere interesserede i figurens skæbne. Vi lærer ikke figuren at kende gennem alle de små sketchs, der bliver til film. Og der er desværre ikke en fortælling om den skuespiller, der spiller alle rollerne.

På den måde bliver det ligesom en ide, der ikke er helt foldet ud.

Når det er sagt, er det prisværdigt, at Flyvende Grises otte kunstnere skaber en så fantasifuld scenografi - et univers fuld af overraskelser – entusiasmen i at udvikle scenekunsten lyser ud af forestillingen. Måske henvender forestillingen sig mest til børn og unge.

Filmklippene bliver jævnligt afbrudt af "Nyheder fra den store verden”. De giver et satirisk billede af en tid, hvor man kunne begejstres over, at ”95 procent af det sorte kontinent nu er koloniseret” og at tøjbøjlen bliver opfundet. Så lærte man lige det.