Den 9. september 1973 sender CIA agenten Devine et hastetelegram til USA's præsident Nixon fra Santiago i Chile, hvori står: "’Et kupforsøg vil blive indledt den 11. september. Alle militærets tre grene samt politiet er involveret".

Det første forsøg i verdenshistorien på at skabe en fredelig overgang til socialismen var stoppet.

Den 11. september kl. 11.52 brager to Hawker Hunter jagerfly i lav højde over præsidentpaladset og kaster de første af 18 bomber.

Farvel til en fredelig revolution

Det første forsøg i verdenshistorien på at skabe en fredelig overgang til socialismen var stoppet.

Der fulgte en periode med en økonomisk chokkur, der forvandlede Chile til et laboratorium for et af verdens mest liberale økonomiske eksperimenter, og efterretningstjenesten DINA’s terror og brutale forfølgelse af venstreorienterede i samarbejde med kontinentets andre højreorienterede diktaturer.

Bogen "Kuppet i Chile – og den danske venstrefløj" bygger delvist på det frigivne materiale. Det er den første samlede fortælling på dansk om de skelsættende begivenheder, som ramte Chile i tiden fra 1970 og frem til diktaturets fald i 1990. Overalt i verden, også i Danmark, blussede diskussionerne om fredelig overgang eller væbnet revolution op, ligesom solidaritetsarbejdet verden over fik et løft. 

Herhjemme dannedes både Chilekomiteen og Komiteen Salvador Allende. Mange lande åbnede deres grænser for de chilenske flygtninge. Ikke siden den spanske borgerkrig havde folks sympati været så markant. Cirka 800 chilenere kom til Danmark mellem 1973 og 1980. 

På randen af borgerkrig

Den 4. september 1970 vandt den erklærede marxist Allende, efter fire forsøg, valget i Chile. Nixon og Kissinger forsøgte med alle midler, herunder mordforsøg at forhindre hans indsættelse. CIA, "Ondskabens Ørneborg", samarbejdede med de højreradikale i Chile i forsøgene på at anstifte et militærkup, der kunne bremse den socialistiske magtovertagelse. Det mislykkedes.

Kissinger konkluderede, midt under Vietnamkrigen, at "valget af Allende stiller os over for en af de alvorligste udfordringer, vi nogensinde har stået over i vores del af verden" og fortsatte: "Jeg kan ikke se, hvorfor vi bare skal stå og se til, når et land (Chile) bliver kommunistisk på grund af en uansvarlig befolkning". Det var ikke nye toner, for John F. Kennedy havde allerede i 1963 udtalt sig om en eventuel Allende-sejr: "Det vil være et kæmpe tilbageskridt for os, hvis kommunisterne vinder et valg i et demokratisk land, når vi nu har sagt, at kommunismen kun kan sejre ved at bygge en mur". Det var to år efter, at Berlinmuren blev bygget. 

Nixon havde i 10 år hånet Kennedy for "tilfældet Cuba" og frygtede lignende ydmygelse. Man dannede den hemmelig "The 40 Committee". Den bestod af regeringsmedlemmer, der skulle godkende hemmelige efterretningsoperationer. CIA var allerede i gang med at analysere "fordele og ulemper ved et amerikansk støttet militærkup". Udgangspunktet var, at kuppet skulle komme indefra, og USA skulle støtte og opmuntre det. 

At læse kataloget over sabotageforslag er stærk læsning. Man nedsatte en "Chile Task Force", der dagligt rapporterede til Kissinger. Desuden nedsatte man Project FUBELT der skulle 1) finde potentielle kupmagere, 2) informere dem om, at USA ville støtte dem på alle måder, bortset fra militært, 3) skabe en ’kup-atmosfære gennem propaganda, misinformationer og terrorhandlinger".

Et problem for USA var, at Chiles militær stort set var loyal over for forfatningen. Planerne blev skrinlagt.  

En revolution med empanadas og vin

Mens USA iværksatte en økonomisk blokade, borgerskabet bidrog med kapitalflugt og en velklædt middelklasse demonstrerede i hovedstadens gader, holdt Folkeenheden den 5. november 1970 et kæmpemøde på Det Nationale Stadion. Her holdt Salvador Allende under et portræt af Che Guevara sin første tale som præsident.

Blandt de tusinder af tilhørere fra slumkvartererne var repræsentanter for Nordkorea, Cuba, Kina og DDR, for Folkeenheden der bestod af seks partier, herunder Allendes Socialistparti, fra Kommunistpartiet og fra middelklassepartiet "Det Radikale Parti".

I Brasilien praler man af sit fodboldhold, i Argentina af sit oksekød, i Chile af sine demokratiske traditioner, og Allendes "fredelige overgang til socialismen" kom godt fra start. Man nationaliserede kobberet med et bredt flertal i kongressen og udnævnte dagen til "Den nationale værdigheds dag" og pådrog sig USA’s vrede. Samtidig blev Allende presset af venstrefløjspartiet MIR,. Det ønskede udover en væbnet revolution at man lukkede kongressen, nationaliserede samtlige virksomheder og banker og gjorde Chile til et rigtigt socialistisk land. Gadekampe, uroligheder og demonstrationer hørte til dagligdage og pegede i retning af borgerkrig.

"Folkeenheden" var gået til valg på et program, der åbenlyst bekendte sig til socialismen. Den ville nationalisere kobberet og lave en jordreform. Med udgangspunkt i et Neruda-citat, sagde Allende: "dette vil ikke blive en revolution efter cubansk eller russisk eller noget andet forbillede. Det vil blive en revolution med empanadas og vin – socialisme på chilensk".

Fremgang og boykot

Investeringerne og købekraften hos folket voksede, arbejdsløsheden faldt, men økonomien var dog mere keyniansk (socialdemokratisk, bn) end marxistisk. I marts 1971 skældte Allende ud på arbejderne, der krævede lønstigninger på op til 200 % og i øvrigt pjækkede fra arbejdet og bidrog til en produktionsnedgang.

USA boykottede landet, dog med to undtagelse. Hæren fik fortsat våben og folket fik Anders And-blade!

"Sådan handler en sand revolutionær ikke", tordnede han og fortsatte med "kampen er ikke slut – den er knap nok begyndt". 

Han havde underskrevet en "demokratigaranti" for at holde på sin Folkeenhed og berolige oppositionen, men samtidig startede en række jord og fabriksbesættelser, ofte ledet af MIR.

USA boykottede landet, dog med to undtagelse. Hæren fik fortsat våben og folket Anders And blade!

Det første år var generelt en succes og ved kommunevalget i 1971 fik folkeenheden 51 procent af stemmerne. Sidst på året besøgte Cubas Fidel Castro Chile. Han rådede Allende til at fyre sin hærledelse, hvad denne dog undlod.

Ved kongresvalget i 1973 havde folkeenheden oplistet 93 kommende nationaliseringer og fik 44 procent af stemmerne. Det fik generalerne til at føle, at et kup var nødvendigt.

Den 29. juni 1973 kom der en generalprøve på kuppet, som dog blev afværget. Det fik dog Allende til at bevæbne arbejderklassen, og råbene "Allende, Allende folket forsvarer dig" lød i gaderne.

Generalernes time

Den 11. september sluttede "Den chilenske vej" og 140 års demokrati.

Bogen er utroligt spændende i sin gennemgang af dagene op til det "rigtige" kup den 11. september og især omkring behandlingen af Pinochets rolle – Pinochet, som CIA havde vurderet "for svag til at kunne lede et kup". Allende fik tilbud om at rejse udenlandsk med frit lejde. Han afslog og klokken 16.15 bar man hans lig ud af La Moneda paladset.

I de næste par uger var venstrefløjen jaget vildt. 13.000 blev arresteret og 1500 myrdet. Medlemskab af MIR var nok til et nakkeskud. Den 12. september blev folkesangeren Victor Jara myrdet af 44 skud. Tre danskere, herunder MIR-sympatisøren Jan Birket-Smith blev arresteret, udsat for fingeret henrettelse og placeret på ’"Det Nationale Stadion". Det blev i 2003 omdøbt til Estadio Victor Jara. 

Fra den 30. september til den 22. oktober dannedes "Dødskaravanen", som ledet af Pinochet rejste fra nord til syd i det langstrakte land. Det betød 70 myrdede uden retssag. Derudover oprettede styret politienheden DINA, der skulle "elimere alle modstandere". Rekrutteret fra højreekstremistiske grupper var dens motto "vi kæmper i skyggerne, så vore børn kan leve i solen".   

Selve kuppet, "Operation Alpha One" lykkedes og 17 års diktatur begyndte. Modstanden var minimal, næsten totalt fraværende. Juntaen forbød al politisk aktivitet, partier, fagforeninger og lukkede universiteterne og medier der ikke støttede kuppet.

Bogen har et fremragende kapitel om "Operation Condor", hvor venstreorienterede inden for og uden for Chiles grænser blev forfulgt og myrdet.  

Pinochet udtalte, at "menneskerettigheder er en plage, som kommunister har opfundet".   

Solidaritetsarbejdet

Et vigtigt kapitel, der burde læses af alle på dagens venstrefløj, er om det danske solidaritetsarbejde. Medierne herhjemme var generelt forstående for kuppet, som de så som "nødvendigt", mens venstrefløjen var enige om at protestere. Bare ikke sammen.

1979’erne var solidaritetskomiteernes årti. Man havde to Vietnam-bevægelser og fik nu to chile-komiteer. Chilekomiteen bestod af venstrefløjen og støttede primært MIR og den væbnede kamp. Salvador Allende Komiteen blev bakket op af DKP. Den støttede Allendes Folkeenhed og det brede humanistiske arbejde. Beskrivelsen af de to komiteer og deres arbejde er lærerige og beskæmmende.    

Omdrejningspunktet for mange af uenighederne var, ud over almen sekterisme, uenighed om muligheden for socialisme via stemmesedlen og om solidaritetsarbejdet skulle være "bredt humanistisk" eller mere "snævert og anti-imperialistisk". Chile igangsatte en række diskussioner vedrørende revolutionens muligheder. 

Venstrefløjen mente, at Allendes fald primært skyldtes ham selv, mens DKP alene lagde ansvaret på borgerskabet og USA. Ikke mange så, at det var en kombination. 

Om solidaritetsarbejdet kan et kort opsummeres, at uenighederne ikke havde nogen bagatelgrænse!

Den landsforviste kamp

At få de chilenske flygtninge til Danmark betød mange steder en saltvandsindsprøjtning i det politiske arbejde. Få flygtninge er blevet så godt integreret som dem.

"Vi kom til et lukket land med et folk, som led under en utrolig fattigdom. Den middelklasse, vi selv havde tilhørt, var væk. Der var kun fattigdom eller rigdom, og folk levede i to forskellige verdener".

Det medførte dog også konflikter. Chilenerne var ustrukturerede, ligesom de færreste chilenske ægteskaber overlevede mødet med en friere seksualmoral, nye kønsrollemønstre og velfærdssamfundets mange muligheder. 

Bogen beskriver disse ting fornemt og kommer desuden ind på, hvorledes læge Inge Genefkes arbejde med torturerede eksilchilenere førte til, at verdens første rehabiliteringscenter for torturofre åbnedes i Danmark. 

I 1980’erne rejste en del af chilenerne hjem, men fik et chok. "Vi kom til et lukket land med et folk, som led under en utrolig fattigdom. Den middelklasse, vi selv havde tilhørt, var væk. Der var kun fattigdom eller rigdom, og folk levede i to forskellige verdener". Flygtningene var stemplet som "tidligere straffede" og havde svært ved at få arbejde.

Chokkuren, som økonom Milton Friedmann havde udløst og som i 1976 skaffede ham Nobelprisen i økonomi, var vendt mod arbejderklassen. Den byggede på nedskæringer i de offentlige udgifter, stigning i arbejdsløsheden, samt privatisering af uddannelse og sundhed.

Radioen spillede ikke længere Victor Jara og Violetta Parras sange, kulturlivet blev renset ud, og bogmarkedet, som var blomstret under Allende, døde. To tredjedele af alle uddannelser forsvandt, og antallet af studerende på universiteterne skrumpede fra 140.000 til 20.000.

Resultatet var to Chiler. Et "med kreditkort og computere, og et, der bare forsøger at overleve". 

Eksilchilenerne havde ændret sig. Chile havde ændret sig.  

Kuptidens slutning

I 1980 skiftede kommunistpartiet kurs og erkendte nødvendigheden af den væbnede kamp.

Råbene i Santiagos gader lød "Forsvind, Pinochet!". 

Det dannede en væbnet gren af partiet – "Den Patriotiske Front Manuel Rodriguez", der senere begik et alvorligt attentat på Pinochet.  

I 1988 tabte Pinochet en folkeafstemning og måtte modvilligt træde tilbage. Han efterlod et Chile med tusinder af dræbte, forsvundne og torturerede og et endnu mere polariseret samfund med mistillid og klassehad.

Råbene i Santiagos gader lød "Forsvind, Pinochet!". Han trådte tilbage som præsident i 1990 med ordene "missionen fuldført". Den nye præsident Aylwin startede med at nedsætte "Den Nationale Sandheds– og Forsoningskommission" og undskylde over for ofrene på statens vegne.  

I 1998 blev Pinochet arresteret i London efter ordre fra den spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzón og anklaget for "folkemord, international terrorisme og tortur". På det tidspunkt var han fortsat øverstkommanderende for Chiles væbnede styrker. I december 2006 døde han i husarrest.

Han havde forsøgt at tegne et billede af sig selv som patriot og landsfader, men det billede krakelerede, da man ved hans død fandt hengemt over 30 millioner dollars i diverse udenlandske banker. Han fremstod som en simpel bedrager.

Kampen om historien for Pinochet-årene har været/er hård. Herhjemme mente direktøren for Det kongelige Teater Morten Hesseldahl, at "skal et land udvikles, er demokrati ikke nødvendigvis det primære" og CEPOS-direktør Ågerup udtalte, at diktaturet "ikke nødvendigvis var forkert", men derimod "et nødvendigt onde". 

Afslutning

Bogen har en lang række interviews med folk fra begge sider af kampen, der havde begivenhederne tæt inde på livet.

I 2011 gravede man Allendes lig op for at finde ud af dødsårsagen. Konklusionen var selvmord.

Blandt disse er den danske arkitekt Jan Birket-Smith. Han støttede MIR og blev arresteret og bragt til det berygtede nationale stadion. Den herboende chilener Ricardo, der selvkritisk vurderer sit og MIRs arbejde, landsmanden Waldo Salomon, der var medlem af Chiles socialistiske ungdom og blev idømt 18 års fængsel for terrorisme, historikeren Morten Thing sendte sabotage "kogebogen"til Birket-Smith, samt nogle af de, der i midten af 80’erne rejste tilbage.

I 2011 gravede man Allendes lig op for at finde ud af dødsårsagen. Konklusionen var selvmord.

Beskrivelsen af perioden før kuppet, selve kuppet og de 17 års diktatur er fremragende. Omkring forholdet mellem væbnet revolution og fredelig overgang til socialisme, bringer bogen ikke noget nyt men den viser, at der blev begået store fejl i såvel Folkeenhedens ageren som i MIRs virke – fejl der bør studeres og læres af. 

Bogen har en fin litteraturliste, spændende illustrationer, gode informative noter og brugbart navneregister. "Kuppet i Chile og venstrefløjen" er en vigtig, spændende og lærerig bog, der varmt kan anbefales.