På et tidligere sygehus i Kassel har Zeinap Headary fra Afghanistan malet ekspressive vægmalerier, som hun igen har overmalet med en tung brun farve. Man skimter kun malerierne af og til som bittesmå åndehuller.

I Friederichianum, som Documentas kurator Carolyn Christov-Bakargiev kalder ”the brain”, hænger vægtæppet "Drømmedød" om Hitlertidens horror, vævet i 1936 af den svenske kunstner Hannah Ryggen, også tung og brun.

I en to minutter lang mindevandring ned ad en perron på Kassels nu delvist nedlagte hovedbanegård hører vi brudstykker af musik. Det blev komponeret af den afdøde jødiske komponist Pavel Haas, der omkom i Auschwitz. Musikken er sat sammen til en lydinstallation af den engelske kunstner Susan Philipsz. Tilsammen udgør det en slags mindevandring på den banegård, hvorfra fangerne blev deporteret i Anden Verdenskrig.

I en gammel bunker under Kassels vinbjerg lokker fløjtenisten Bernadette Käfer i Allora & Calzadillas videoinstallation toner ud af verdens ældste instrument: En 35.000 år gammel fløjte lavet af en gribs vingeben. På filmen, der vises i bunkerens dybe gange, ser en grib af samme race til og lytter til tonerne fra formødrenes vingeben.

I Neue Gallerie har britiske Susan Hiller samlet 100 frihedssange i en jukeboks. Tilskueren kan frit kan vælge blandt mange vigtige klassikere, for som Susan siger om sit værk "Die Gedanken sind Frei", så ønsker hun at skabe uventede ekkoer.

Mega kunst-eventen dOKUMENTA (13) har udviklet en hel speciel mikstur af samfundskritisk feministisk kunst og forskning, politiske manifester med og uden respekt for det æstetiske, seminarer, mini bogudgivelser og stedspecifikke kunstværker.

Stedernes historier

dOCUMENTA (13) udstilles 34 forskellige steder spredt over hele Kassel, og mange af udstillingerne har søgt inspiration i de forskellige steders historie. Derfor er Anden Verdenskrig naturligt oppe at vende, idet byen var rustningsindustriens centrum.

Friederichanum viser uddrag af jødinden Charlotte Salomons på én gang poetisk og barske livsværk, ”Leben oder Theater". der på mirakuløs vis overlevede krigen. De selvbiografiske tegninger med tekst fortæller ikke blot historien om at være en forfulgt jøde men også om hvordan Charlotte via sin kunst og fortælling gør op med familiens nedarvede sindssygdom. Kort efter, at værket var færdigt, blev Charlotte Salomon deporteret og dræbt.

Mariam Ghanis fra New York/Kabuls videoinstallation viser optagelser af Friederichanum vis á vis det udbombede Darulaman Palas (hovedbibliotek) i Kabul. Det ene var for 60 år siden udbombet af en krig, det andet er det i dag.

En mindre version af dOCUMENTA (13) har været afholdt i juli to steder udenfor Kassel. Det ene som et otte dages seminar i egyptiske Alexandria, det andet som en 30-dages udstilling i Kabul, som 27.000 besøgte. På det tidligere Elisabeth Krankenhaus i Kassel kan man til desuden opleve værker af syv afghanske kunstnere fra Kabul.

I samarbejde med det frie center for nutidskunst i Kabul har Documenta afholdt seminar og workshop og har blandt andet støttet restaureringen af det afghanske filmarkiv, der nærmest ved et tilfælde blev reddet fra Taliban. Værkerne omfatter kunstnerisk omdannet traditionel keramik, højdramatiske videoer og malerier.

En anden retning handler om miljø, som amerikanske Amy Balkins appel om at få atmosfæren optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Publikum kan skrive opfordringer til politiker verden over om at få atmosfæren optaget på listen, Documenta betaler portoen. Vi skriver flittigt til Christiansborg!

De klassiske museers vellykkede møde

Der er tradition for at væve dOKUMENTA sammen med et klassisk museum. Et af de mere vellykkede forsøg er Kassels Naturhistoriske museum Ottoneum, der udstiller relevante kunstværker op og ned af museets faste samling.

Det skyldes ikke mindst indiske Amar Kanwars installation og video om bønderne, der kæmper for at bevare deres skov, mens metalindustrien rykker frem med deres fabrikker. Ud af mørket i det ene af to udstillingsrum dukker langsomt tre store bøger op på nogle borde. På vægen skimtes hundredvis af små bakker med frø fra skovens mange planter. Man kan blade i bøgerne, der næsten alle har hvide, håndlavede papirsider med grove fibre.

På hver bog projiceres en video - optagelser fra om bønderne og fiskernes demonstrationer, om landet de elsker og om hvordan de bliver jaget fra deres land af barske polititropper. ”Vi vil råde jer til at fjerne alle børn fra dette sted” lyder det fra politiets megafon… vi kan ikke garantere for jeres sikkerhed…

I det andet rum vises videoen "The Scene of Crime". Den fængsler med sine stemningsfulde billeder af landskabet, optaget kort før det blev opkøbt af en virksomhed og forsvandt for altid. Jeg bliver vævet ind i en eventyragtig kærlighedsfortælling om to mennesker med fascinerende nærbilleder i slowmotion og en helt enkel lydside. Det er som selv at stå ved den indiske skovsø, hvor fiskerne smider deres primitive net ud.

Filmen trækker en række registre ud om kærlighed og savn. Den elskede er forsvundet, blev han skudt af politiet? Skødet til jorden er væk, og myndighederne nægter at behandle sagen… indtil den dobbelte betydning langsomt bliver klar. Kærlighedshistorien handler om skoven og dets folk, som elsker den, og om ikke at give op. Så enkelt er det.

Et enestående bibliotek i ny indfatning

Ovenpå finder man museets enestående Xylothek: et træbibliotek fra 1799, hvor hver bog er lavet af det træ, som den beskriver. I anledningen af dOCUMENTA (13) har det fået en ny indfatning. Den amerikanske kunstner Mark Dion har skabt et sekskantet rum af reoler - naturligvis også af træ - og med super fine små billeder, der gør det unikke bibliotek ære. Der er også blevat afholdt workshop, hvor unge har skabt nye træbøger efter gammelt mønster.

I forhallen er der udstillet ”guldbarer” af jord, og så er der ikke nogen tvivl om hvad det betyder…Foran museet udskænkes urtete.

På Orangeriet, der er Kassels tekniske museum og planetarium, har finnen Erkki Kurenniemi forsøgt at digitalisere sit liv. På 10 skærme vises filmoptagelser uden ende, i alt mere end 140 timers videoinstallation. Mika Taanilas installation viser et atomkraftværk blive bygget i quickmotion i Finlands skov som en dramatisk og barsk kontrast til skovens dybe stille ro.

"Refuse the Time"

På Hauptbahnhof, Kassels delvis nedlagte banegård, udstiller Dokumentas kunstnere i små kroge, rum og på pladser. Der er kun plads til 20 i rummet, hvor sydafrikanske William Kentridges otte kæmpemetronomer tikker fra side til side. I rummets midte kører en mystiske maskine frem og tilbage med underlige hjul og tandhjul. Lyden kommer dels fra megafoner dels fra højtalere.

Den ægte multimedieinstallation "Refuse the Time" er en crazy, men velfungerende installation, der beskriver en blanding af astronomi-videnskaben og industrialiseringens historie, men også Sydafrikas og kolonialiseringens historie. Tegninger, skitser, streger, animationer og film bevæger sig over rummets fire væge.

Kronen på værket er en slags historiens evige procession, som reflekterer Sydafrikas brutale apartheid, men også længere tilbage til Europas historie. Det er en magisk skyggevandring, hvor den evige slave trækker vognen med ”den evigt rige”.

Der er en speciel stemning på den gamle, delvis nedlagte banegård. Er det tiden, der står stille og vibrere? Ude på den nedlagte perron danser den koreanske kunstners Haegue Yangs automatiske persienner op og ned. I baggrunden troner italienske Lara Favarettos værk af skrot og blinker i en forbigående regnbyge.

I parken Karlsaue konkurrerer over 50 installationer i ofte små intime huse og hytter med 200 år gamle, fantastiske træer og et strålende solskin om publikums opmærksomhed.

Rejsen til Kassel slutter i et gammelt og forfaldent hus - et af de eneste overlevende efter Anden Verdenskrig i bymidten. Theaster Gates fra Chicago har sammen med unge fra Kassel og Chicago omdannet det gamle hus til et værk, der fører tanken hen på min tid som bz'er og kollektivist i 80'ernes København.

Kunstnere og unge lever i huset, og mellem et klassisk kollektivkøkken afholdes syngeworkshop og yoga for gæsterne. I husets mange rum og nicher ses en masse flotte kunstværker, der er blevet en del af det gamle hus. Her er stuvende fuldt med mennesker som så mange steder til documenta, en god stemning, en egen verden.

Kunst og aktion

Efter at have tilbragt fire dage i en gigantisk kunst-event er det tid til eftertanke i toget hjem. Documenta er super spændende, men man kan spørge sig selv om, hvilken klub der gør noget til kunst og noget til ikke-kunst? Måske er det netop det spørgsmål, som udstillingerne forsøger at stille og at opløse.

Frihedssangene på jukeboxen i museet er klart et forsøg på at være kritisk, men ingen synger dem udenfor. I ”virkeligheden” lever vi videre, som vi plejer. Vi oprøres som vidner til den uretfærdighed, der blev begået i Indien, da metalfabrikken blev bygget trods lokal modstand. Men ændrer det noget, at 800.000 besøgende på Kassels Documenta ser og ved det? Der er langt til Indien.

dOCUMENTA (13) er nogle gange vovet, andre gange ikke. Der er brugt en masse spændende og specielle steder og taget mange gode initiativer. Alligevel passes meget ind i kasser af gangbar kunst. Og det, som vi plejer at lave for tiden, er altså politisk kunst… Måske er de to udenbys udstillinger noget af det mest vellykket ved Kassel ?

Alligevel byder udstillingerne på masser af relevante ekkoer fra fortid, nutid og fremtid, og publikum begynder stykke for stykke at diskutere det sete. Forhåbentlig begynder de også at tænke over, hvordan verdenssituationen og kunsten ikke er to adskilte størrelser.