Hvis man tidligere har stiftet bekendtskab med, hvad efterhånden må siges at være en af de mest berømte nulevende forfattere, 64-årige franske Michel Houellebecq, vil det nok ikke komme som nogen stor overraskelse, at en essaysamling af hans tekster kommer omkring temaer som porno, isolerede mænd, hvis eneste drivkraft er overfladiske seksuelle relationer til yngre kvinder, og den frie markedsøkonomis produktion af fremmedgjorte subjekter.

Houellebecq søger ikke at beskrive det velstående og lykkelige menneske, der slap igennem nåleøjet til de fine selskaber.

Houellebecq stiller sig nemlig sjældent tilbage for at bearbejde tematikker, som åbner op for en litterær dyrkning af de vulgære og uperfekte sider af mennesket, der står i kontrast til de almene idealer for det gode liv.

Teksterne er skrevet i løbet af 1980’erne og starten af 1990’erne, altså op til at han debuterede som skønlitterær forfatter med Udvidelse af kampzonen i 1994.

Det fornemmes, at han i disse tekster både er ved at spore sig ind på de områder af mennesket og samfundet, som vil udgøre den centrale linje for hans forfattervirke, men også at han har fundet en passende fortællerstemme til at fortolke sine emner uden filter, med alt det grimme der så ofte gemmes væk.

Et skulderklap til de ekskluderede

"At holde sig i live – og andre tekster" er titlen, og første tekst efter oversætter Niels Lyngsøs glimrende forord udgør et slags metodeskrift til kommende forfattere.

For at lykkes med at skrive skal man være klar til at ofre lykken – som jævnfør Houellebecq alligevel ikke eksisterer. Det litterære potentiale har nemlig sit ophav i lidelsen, som dog ikke må betragtes som et mål, men rettere som en grundpræmis for det at eksistere som menneske. Det vigtigste er netop at kunne afstå de idealer for det gode liv med kærlighed, glæde og venskab for at vende tilbage til udgangspunktet, lidelsen, og der finde sin stemme.

Igennem Houellebecqs forfatterskab er de fremtrædende karakter ofte de, der står alene, væk fra de andre og ikke besidder samme succes – eller nægter at hengive sig til samme idé om det vellykkede liv – som dem fra de højere samfundslag, med de privilegier deres tilværelse besidder.

For Houellebecq søger ikke at beskrive det velstående og lykkelige menneske, der slap igennem nåleøjet til de fine selskaber, men forsøger derimod at tage udgangspunkt i de fremmedgjorte og udstødte individer, der formes i samfundets skygge.

Men samtidig skriver han med en omsorg for det uperfekte, der efterlader én med en følelse af, at det er den side af livet, som bør være det væsentlige at undersøge – og at de, der blindt lader sig forføre af behov for social og økonomisk anerkendelse, er de rigtige livsfornægtende.

Arkitektur og hylder

I et af de senere essay i samlingen bevæger Houellebecq sig ind på et lidt andet felt, det arkitektoniske. Han argumenterer her for, at dens hovedopgave i dag er blevet reduceret til at tegne bygninger og byrum, der skal muliggøre cirkulationen af individer og varer – altså en indretning af det private og offentlige, der er tilpasset og understøtter en kapitalistisk samfundsindretning.

På en måde fuldender dette blik hans kritik, så den rammer nærmest alle tænkelige punkter af de apparater, det moderne menneske i sin hverdag bliver nødsaget til at forholde sig til og lade sig blive påvirket af.

Houellebecqs kulturkritik skriver ham på sin helt egen måde ind i rækken af franske samfundskritikere som Guy Debord og Michel Foucault. Hans insisterende og uforbeholdent provokerende fortællerstemme gør ham i høj grad til en original skribent, hvis tekster formår at skære direkte igennem den barmhjertighed, en given læser måtte have tilbage for det forbrugersamfund, vi alle sammen må finde vores vej i.