”Som I måske ved har jeg sammen med nogle venner dannet en forening, som hedder: ”Hollywood Anti-Nazi League. Enhver som er her, som påstår at de er tilhænger af ytringsfriheden, er forpligtet til at støtte vore tyske kolleger, der, som I ved, lider under ekstreme vanskeligheder. Fascismen er ond.  Den truer med at ødelægge demokratiet i Europa.”

Sådan afsluttede skuespilleren Gale Sondergaard (1899-1985) sin takketale, da hun som den første modtog en Oscar for bedste kvindelige birolle i 1937 for filmen ”Anthony Adverse”. Udtalelsen skabte røre, for det var ikke normalt, at man beskæftigede sig med politik ved Oscar-uddelingen, og det skulle senere få konsekvenser for hende. 

Det er kun få danskere, der kender Gale Sondergaard, men med forfatteren Steen Balles bog ”Gale Sondergaard – birollens dronning” får man mulighed for at stifte bekendtskab med denne spændende skuespiller, der også tog stilling til tidens aktuelle politiske spørgsmål og måtte betale for det. Bogen blev præsenteret i Cinemateket i begyndelse af marts i forbindelse en visning af to film med hende.

Gale Sondergaard hed oprindelig Edith Holm Søndergaard og var datter af to danskere, som havde mødt hinanden, efter at de var emigreret til USA. De slog sig, som mange andre skandinaviske indvandrere, ned i Minnesota, hvor Edith blev født. Forældrene holdt fast i deres danske herkomst; der blev kun talt dansk i hjemmet, og det påvirkede børnene kulturelt og politisk. Edith valgte efter studentereksamenen at læse musik og dramatik på universitet, og i 1921 fik hun afgangseksamen fra skuespillerskolen i Minneapolis.

Hun debuterede i 1922, hvorefter hun optrådte på teatre rundt om i landet. I 1930 mødte hun instruktøren Herbert Biberman (1900-1971), hvis forældre var jødisk/russiske emigranter, og de blev hurtigt gift. Da Biberman fik arbejde i Hollywood, flyttede parret fra New York til filmbyen, og her fik Gale Sondergaard sin første birolle i filmen ”Anthony Adverse”. I årene frem til 1949 blev det til 30-40 biroller, men ingen hovedroller, og det gav hende titlen "Birollernes Dronning". 

Sammen med hundredvis af skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere og andre var hun med til at stifte ”Hollywood Anti Nazi-League” i 1936. Den fik efterhånden 4.000 medlemmer, der gennem indsamlinger og arrangementer skaffede mange penge til sine aktiviteter.

Fra starten interesserede FBI sig for foreningen, og hun kom sammen med sin mand og 40 andre på en liste, som var udarbejdet af den demokratiske senator Martin Dies, over formodede kommunister i filmverdenen. Desuden var parret i 1937 med til at danne en komité til støtte for den spanske republik, og i 1941 blev de slæbt for retten i Los Angeles, men blev alle frifundet.

Det varede ikke mange år, før parret igen skulle stå til ansvar for deres holdninger, nemlig i 1947. Biberman hørte til den berømte gruppe ”De ti fra Hollywood”, som nægtede at udtale sig for ”Komiteen for uamerikansk virksomhed” – allerede oprettet i 1938 - om de var eller havde været medlem af det kommunistiske parti. I 1950 kostede det Herbert Biberman seks måneders fængsel, og i filmen ”One of the Hollywood Ten” fra 2000 får man et gribende indtryk af, hvordan Sondergaard og Biberman blev forfulgt, både før og efter dommen, men også af den støtte, de fik fra venner og kolleger.

Filmen fortæller også om de chikaner og forfølgelser, som Biberman og de medvirkende i den berømte film "Jordens Salt" blev udsat for. Gale Sondergaard var meget aktiv i arbejdet for at få de ti frikendt og deltog i møder over hele USA. Hun sendte også et indlæg til Land og Folk, som blev offentliggjort den 30. juni 1950 med overskriften ”Tilgiv dem ikke – for de ved, hvad de gør!”         

De blev begge sortlistet sammen med flere hundrede andre skuespillere, manuskriptforfattere og instruktører og kunne ikke få arbejde indenfor filmindustrien i årevis. For at overleve optrådte hun i 50’erne og 60’erne med et One-Woman-Show, hvor hun oplæste scener fra klassiske dramaer med kvinden som central figur. Biberman arbejdede som landmåler, og i 1965 måtte de sælge deres hus i Hollywood og flytte til New York. Først i 1969 genoptog hun filmkarrieren i sin mands film "Slaverne", og det blev hendes sidste film. Derefter medvirkede hun i fjernsynsserier og optrådte på teatre indtil 1982. 

1976 fik hun uventet ved et særligt arrangement overrakt en Oscar-statuette i guld af Charles Heston som erstatning for den plakette, hun havde fået i 1937. Det var, som Steen Balle skriver sin bog, ”den mest oprigtige gestus Hollywood kunne komme med for at bøde for alle de år uden skabende kreativitet, som heksejagten havde dømt ægteparret Biberman til.” 

I et interview, der blev lavet kort før hendes død, lagde hun ikke skjul på sine politiske holdninger. Da hun blev spurgt om, hvad der havde gjort hende tilfreds, svarede hun: ”At vide at vi var på den side, der i sidste ende vil vinde.”