Teater danskdansks forestilling hedder "Perker Cabaret", og det er ikke falsk varebetegnelse. Sandra Yi Sencindiver og Hadi Ka-Koush både ligner og lyder grangiveligt som perkere, så det må være rigtig nok.

Ensemblet har fået den vanvittige idé idé at spille teater dér, hvor folk kommer. 

Forestillingen er instrueret af Hassan Preisler, og det er den første i et nyt koncept, som danskdansk fremover vil spille deres tid på. Ensemblet har fået den vanvittige idé at spille dér, hvor folk kommer. Eller sagt på dansk: "Hvis bjerget ikke kommer til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget".

Derfor styrter holdet rundt på ydmyge steder som Café AE på Frederikssundsvej, VerdensKulturCentret i Nørre Allé, Analog Bar i Huset, Rådhusstræde, Alleenberg på Frederiksberg og helt ude i Sydvest-kvarterets Karens Minde Kulturhus.

Der er knald på liggehønen, når de tre spillere med musikant uddeler bøllebank i stort set alle retninger med numre som "Ikke-rascistisk premie-pensionist", "Araberhingsten Ibrahim", "Spørgsmål til skaberen", "Den selvhadende dansker" og "Ti ting vi for helvede alle sammen kan blive enige om". Det er disintegration i perkerklasse, et orgie i selvhad, undertrykkelse, fordomme og myter om os selv, hinanden, de andre, det grønnere græs, det dårlige liv, det forrige liv, ja sågar det næste liv.

Det er morsomt, selv om man undervejs skal huske at regulere vejrtrækning og lungekapacitetet for ikke at miste pusten, så husk lige iltmasken. Det er spirituel, åndelig og kulturel halal stegt flæsk med persillesovs, der i tekst, sang og dans fortæller, hvordan vi lever op og ned af hinanden med tusinde falske forestillinger.

– Vores ulykke ligger dér i dem-og-os-konstruktionen, fordi den forhndrer os i at se et "vi"; at vi alle er forbundet. Vores menneskelighed er kompleks, den er skrøbelig, uperfekt, latterlig og til grin", siger instruktør Hassan Preisler, der insisterer på, at vi skal mødes som mennesker er flest: inkompetente, utilstrækkelig og uperfekte.

"Perker Cabaret" mangler nogle gange retning på de mange stød i solar plexus, men når kampen er ovre, kan alle rejse sig og puste lettet ud. Værre er det ikke.