Mikael Nyberg er tilbage med et nyt kampskrift mod den udviklede kapitalisme. I hans nye bog, Kapitalets automatik. Mänskliga robotar och systematisk dumhet, fortsætter han rejsen, som han begyndte med Kapitalet.se (2001 – på dansk Kapitalen.com) med ubønhørligt at slå hul på myterne, som omgiver det 'moderne' arbejdsliv.

Undertitlen fortæller, hvad det handler om. Menneskelige robotter og systematisk dumhed. Nyberg viser, hvorledes myten om, at den moderne teknik skulle gøre, at arbejderklassen er truet med udryddelse, er dobbelt forkert. Ikke bare er det de brancher, som befinder sig længst nede i hierarkiet blandt virksomhederne (læs: lagre og rengøringsvirksomheder), som vokser hurtigst i vores skønne, nye verden. Kapitalismens iboende behov for stadig vækst og øget akkumulation driver tempoet op i alle brancher, inklusiv i den 'kreative' IT-branche, og gør arbejderne til menneskelige robotter og fratager dem muligheden for selv at tage initiativ.

Når arbejdet deles op og standardiseres ned til den mindste bestanddel, forsvinder omsorgen for det, som produceres. Arbejdsglæden dræbes på fabrikker, hvor cheferne vil have formbare og udskiftelige individer – som, hvis de viser tegn på fantasi og selvstændig tankevirksomhed, sorteres væk i ansættelsesinterviewet – i stedet for erfarne arbejdere, som kan frygtes at have meninger om produktionen og viden om faglige rettigheder. De som endnu ikke er forhandlet væk af socialdemokratiske fagforeningspampere, naturligvis, som fortsætter samhørigheden med virksomhedsejerne, selv om kapitalen har opsagt samarbejdet for længe siden.

>> LÆS OGSÅ: Interview: Automatisering? Vi er allerede som robotter

Myterne

Nyberg kigger på flere myter. Han viser, hvorledes den opreklamerede innovative virksomhed i dag er forbeholdt en forsvindende lille elite indenfor det såkaldte næringsliv. Samtidig med at mængder af frie iværksættere er reduceret til moderne slaver. F-skattebilletten løfter hverken status eller løn for taxachaufføren, som tvinges til at køre tolv-timers vagter for at kompensere for forringelserne i den seneste kørselsregulering. (F-skat er en svensk skat for mindre virksomhedsejere, som ikke betaler skat som lønmodtagere. Oversætterens kommentar).

De evindelige aftaleforhandlinger (om offentlige indkøb. Oversætterens kommentar) er en del af den systematiske dumhed, som Nyberg blotlægger. Virksomheder, som vinder kontrakten, tjener på at fuske med det, som står i aftalen, i stedet for at fakturere ekstratjenester. Følgen bliver et voksende kontrolapparat, som sluger budgetressourcer. I stedet for at effektivisere betyder privatiseringerne, at bureaukratiet og antallet af chefer svulmer op. Mens den handicappede venter på en tjenestebil, som aldrig dukker op.

Jordnære beretninger

Som sædvanligt eksemplificerer forfatteren med jordnære beretninger fra dem, som står midt i ”just-in-time”-kapitalismen og aftalehysteriet. Sneryddere, rengøringspersonale og lagerarbejdere giver vidnesbyrd fra gulvet om, hvorledes både kvaliteten på arbejdet som deres egne kroppe ofres, når akkorden hæves for hver ny kontrakt.

Som i EU-hjertet Bruxelles, hvor rengøringsassistenterne skal overkomme tre etager med hver 140 kontorer, på samme tid som de tidligere skulle rengøre 65 kontorer. Nyberg påpeger også, hvordan de forringede arbejdsvilkår hænger sammen med adskillelse og sociale problemer. Rengøringspersonalet i EU-parlamentet, som kommer fra andre lande, er begyndt på jobbet, når børnene skal i skole, og når børnene kommer hjem, er de på vej til arbejde på aftenholdet.

Nyberg behandler modsætningen mellem centrum og yderområder, hvor kapitalismens miljøødelæggelse, kernelandenes understøttede landbrug og imperialismens krig driver menneskene til at forlade deres hjem for at søge arbejde i rigere lande. De racistiske partier modsætter sig flygtningemodtagelse, men har ikke noget imod at modtage lavtlønnet arbejdskraft – blot de ikke tager familien med sig og kan smides ud, når de ikke behøves længere.

Industrikapitalismens udvikling

Nybergs bog er en lettilgængelig beretning om industrikapitalismens udvikling i de sidste hundrede år siden Fords samlebånd. Men selv det, som Marx kaldte for den oprindelige akkumulation, er med.

Inden den besiddende klasse var nødt til at bekymre sig om petitesser som borgerligt demokrati, blev kapitalen forøget gennem vold og åben tvang. Nyberg viser, hvorledes kampen om arbejdsdagens længde var den samme i de amerikanske sydstaters slaveøkonomi i 1800-tallet, som da forhandlingerne om affaldsindsamlingen i Stockholm i år udfordrede friheden til at hvile, når dagsværket var slut, sådan som renovationsarbejderne ligesom slaverne havde kæmpet sig til.

Flere interessante sammenligninger findes i bogen. Kong Leopold 2. i Belgien lod ikke bare bygninger og monumenter over sig selv opføre i Bruxelles ved forrige århundredeskifte. Først og fremmest ledede han et blodigt folkemord i Congo for gummiet, som blev afskibet til Europa.

Meget rammende sammenligner Nyberg Belgiens kolonialøkonomi med de uklare grænser mellem statskassens investeringer og kongens private indtægter med dagens offentlige-private OPS-samarbejde. OPS er aftalesystemet i skandalehistorien om det Nya Karolinska Sjukhuset, hvor det offentlige står for de evigt stigende merudgifter, mens Skanska og Innisfree har monopol på driftsindtægterne frem til 2040.

Opsagte klassekompromiser

I dag er styrkeforholdene anderledes, og overklassens repræsentanter vover stadig mere åbent at vise sin foragt for demokratiet.

"Kapitalets automatik" handler også om, hvorledes kapitalisterne har frigjort sig fra 1900-tallets politiske klassekompromiser. Den periode med velfærdsstat med relativt lave klasseforskelle, som voksede frem i Sverige efter Anden Verdenskrig, ser Nyberg som en historisk parentes. Skræmt af revolutionen i Rusland og en arbejderklasse på fremmarch blev borgerklassen tvunget til indrømmelser.

I dag er styrkeforholdene anderledes, og overklassens repræsentanter vover stadig stærkere at vise sin foragt for demokratiet. Vigtigt i disse coronatider – når selv nyliberale tvivler på nyliberalismen – er Nybergs påpegning af, at den borgerlige revanche ikke er ideologisk styret og ikke kun handler om nyliberalisme. Dele af overklassen har altid foretrukket den rene dyrkelse af magt og rigdom. En ideologi hvor eliten bestående af chefdiktaturets stærke virksomhedsledere er født til at styre samfundet. Nyberg taler om udryddelsen af tabuer – demokratiforagt og idéer om overlegenhed på grund af kultur eller udviklingsniveau (læs: race/etnicitet), der fremføres i dag på en måde, som var utænkelig for nogle tiår siden.

Klassekamp og udbytning

Marxisten Nyberg vender sig imod forskere, som mener, at det er teknikken, som driver samfundsudviklingen. Han ser, at det er konjunkturerne i klassekampen, som afgør graden af udbytning, og at kapitalismens egne mekanismer giver den udbredelse på områder, som tidligere var fredede: pleje, skole og omsorg.

Hans teoretiske værktøjskasse kan også mærkes, når han skriver om den franske økonom Pikettys kortlægning af den ekstremt ulige fordeling af formuerne. Hvor Piketty mener, at verdenskrigene var ydre faktorer, som styrkede akkumulationsprocessen og midlertidigt udjævnede indkomstfordelingen, ser Nyberg tværtimod, at krigene og de opståede kriser er produkter af kapitalismens udvikling, monopoliseringen og kapitalkoncentrationen.

>> LÆS OGSÅ: Interview: Automatisering? Vi er allerede som robotter

Nyberg er virkelig på hjemmebane i sin beskrivelse af vores tid, og de, som har læst hans tidligere bøger, og som læser ham i Clarté eller på hans blog, vil genkende nogle detaljer, men at researchen har taget tilløb i nogle år, begrunder Nyberg allerede i forordet, og det gør absolut ikke bogen mindre relevant.

De af os, som læser det meste, som han udgiver, må finde os i at kunne genkende enkeltheder – og frem for alt sørge for at give bogen i hånden til alle, som er tandhjul i den syge kapitalisme, hvis holdbarhedsdato for længst er overskredet, men som behøver hjælp for at forsvinde.

Som forfatteren afslutter sit forord: Hvad gør vi med vores vrede? Det er spørgsmålet.

Anmeldelsen er oversat af Oluf Nielsen fra den svenske avis Proletären. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen. Har været bragt i Magasinet Arbejderen nummer 5, december 2020.