Med sin nye film "Mennesker bliver spist" rammer Erik Clausen direkte ned i en af vores mest udbredte sygdomme blandt ældre mennesker, nemlig demens.

Der er så mange ting, vi skal nå, at vi nærmest bliver ædt op.

Filmen handler om den begyndende demens hos hovedpersonen Herluf (Erik Clausen), som er mekaniker. Han skal snart pensioneres, men føler at han stadig kan være aktiv. Han er normalt god til sit arbejde og har et godt forhold til sin arbejdsgiver. Men en dag "glemmer" han ved et serviceeftersyn på en bil at sætte bremseslangerne på, hvilket resulterer i, at ejeren og hendes datter kommer ud for en mindre ulykke.

Demens er et svært emne at behandle på film men blev i øvrigt ganske udmærket fremstillet i TV-serien "Sommer".

Clausens film rummer ikke den store humor med grin efter grin, men rummer en lang række scener med plads til det indre smil.

Siden Erik Clausen i en forholdsvis sen alder begyndte at lave film, har han altid lavet nogle film, som har været vedkommende. Enten har det drejet sig om almindelige arbejdere eller folk, som var lidt ude på sidelinjen og ikke var helt som "normale" folk.

Erik Clausen har med titlen på sin film henvist til John Mogensens sang "Mennesker bliver spist i Polynesien". Han anvender den som en lidt abstrakt betegnelse for den moderne hverdag. Der er så mange ting, vi skal nå, at vi nærmest bliver ædt op.

Der er aftaler, gøremål, vi skal gøre andre tilpas, vi skal ud at løbe, gå i fitness center og helst tabe nogle kilo. Vi skal også nå at følge med i tv-serier og andet ligegyldigt, som tv mener er vigtigt for vores tilværelse. Vi skal også være på de sociale medier og i stedet for at se på hinanden og være i hinandens selskab – så glor vi bare på en skærm og finder ikke en skid.

"Mennesker bliver spist" er som sagt, synes jeg, Erik Clausens hidtil bedste film, og han giver den flot og overbevisende som den demensramte Herluf. Hans kone Ingelise (Bodil Jørgensen) er også fantastisk i rollen, men alle personerne er ægte og flot instrueret af Erik Clausen.