"Hospitalet" er en forestilling, som er fyldt med lort. Både i overført og direkte betydning. Så er sarte sjæle advaret! Og som om det ikke er nok, så sprøjter det også ud med blod, urin, bræk og sondemad. Hvis de travle sygeplejersker trænger til et lille mellemmåltid, fordi blodsukkeret er blevet lavt, så må dette indtages i løbet af et minut, midt i infernoet af ovennævnte væsker.

Barren bliver sat for højt for de mennesker, der knokler i en gerning, de fleste vælger ud fra et humanistisk menneskesyn.

Dramatiker Christian Lollike har skrevet denne farce, som er en co-produktion mellem Teater Sort/Hvid og Aarhus Teater. Efter stor succes i Aarhus er forestillingen nu kommet til København, hvor den spiller på Sort/Hvid i Kødbyen.

Den ulige kamp

Det er skræmmehistorien om det udpinte sygehusvæsen, hvor sygeplejersken Una kæmper en ulige kamp for at opfylde alle krav og samtidig kunne bevare sin integritet som sygeplerske. Det kommer til at koste rent menneskeligt, for hvem ønsker at give "lorten" videre eller selv sidde tilbage med den?

Skuespillerne spiller troværdigt, og deres timing i forhold til rekvisitter og svingdøre er perfekt. Især Patricia Schumann rammer spot on med sit portræt af den effektive oversygeplejerske, der løber ledelsens ærinde. Selvfølgelig godt hjulpet på vej af diverse kurser, hvor hun har lært at kommunikere et upopulært budskab på en smilende (anstrengt), positiv måde, suppleret med smarte amerikanske gloser. Alt sammen for at overbevise sine kollegaer om gevinsten ved at bedøve patienterne, så de ikke er besværlige og krævende, mens de venter på alt fra et måltid til en dødsdom.

Dynamik og lidt for meget farce

Scenografien er genial, da den samler essensen af et hospital. Travle gange, operationsstuen, venteværelset, personalerummet, de sygt grønne fliser og ruden, hvorigennem oversygeplejersken overvåger det hele. Der er en fantastisk dynamik over forestillingen, som både må tilskrives scenografien og skuespillerne.

Personligt ville jeg ønske, at forstillingen krøb under huden på mig. Det skete kun en enkelt gang, at jeg blev rørt, men straks kom et tragisk/komisk indslag, og øjeblikket var væk. Der var lidt for meget farce, men det er en smagssag.

Smadrer personalets gode vilje

"Hospitalet" er absurd, ekstremt og for meget. Men efterfølgende er det gået op for mig, at det netop er sagens kerne.

Der er en fantastisk dynamik over "Hospitalet", som både må tilskrives scenografien og skuespillerne.

Det er absurd, ekstremt og for meget at effektivisere og spare så voldsomt på bemandingen på landets sygehuse, at det har vidtrækkende konsekvenser for folks liv og levned. At barren bliver sat for højt for de mennesker, der knokler i en gerning, de fleste vælger ud fra et humanistisk menneskesyn.

Dem der har råd, lader sig behandle på et privathospital. De dygtigste læger og sygeplejersker havner måske samme sted. Ihvertfald hvis fremtidens hospital ligner det i forestillingen. Men det er gudskelov kun teater!