20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvordan bliver man dansker?

Boganmeldelse:

Hvordan bliver man dansker?

Ali Hansens bog "Men dansker bliver du aldrig" er et gribende indblik i nye danskere tanker og verden.

1 af 1

Ord som "smuk" og "gribende" kan virke klichéagtige, men hvad angår denne bog, har de deres helt berettigede plads. Forfatteren åbner en dør for læseren til de flygtninge, der kommer til vores samfund. Han inviterer etniske danskere ind i deres verden, og belyser deres vej til vores verden, vores kultur og vores samfund.

Han skriver bare vidunderligt godt, på den måde, der er bedst for et stykke skønlitteratur: det er svært at slippe bogen, for man skal lige have næste side med. Den fanger fra først til sidst.

Bogen er et skatkammer af guldkorn: Med dirrende spænding følger vi eksempelvis en flygtning fra Iran, der bliver smuglet under en bil fra kontrolpost til kontrolpost.

Vi oplever, hvordan flygtninge både bevidst og mere kejtet kommer ind i det danske samfund med dets såvel skrevne som uskrevne regler. Hvordan de prøver kræfter med tolerance og det modsatte. Hvordan de indgår i relationer indbyrdes, og med etniske danskere. Hvordan de bliver integreret på det danske arbejdsmarked. Men intet tidspunkt bliver beskrivelserne sentimentale, og de er krydret med humor og selvironi.

En særlig styrke i bogen er de mange replikker, dialoger og samtaler, der er vidunderligt proppet med de spørgsmål, som fremmede i et nyt land uvilkårligt stiller sig selv og hinanden. Hvordan er det at lære et nyt sprog? At knække den kulturelle kode? At udfordre janteloven? At blive til ”en rigtig dansker"?

Der diskuteres, så det rasler gennem bogen. Mange forskellige menneskeskæbner med forskellige udgangspunkter søger lykken i Danmark. Nogle er politiske flygtninge, og her kommer bogens replikker og dialoger mesterligt til deres ret, når der diskuteres, hvorvidt man skal engagere sig politisk i Danmark, eller for den sags skyld være fagligt aktiv.

Andre er karriereorienterede, har forladt familien eller søger ny familie. En rød tråd gennem bogen er, at de søger anerkendelse, som mennesker og som nye danskere.

Alle livets elementer er med i bogen, som for resten også er kemisk renset for selvmedlidenhed. I en balance mellem følsomhed og nøgternhed er flygtningene klædt på til at starte et nyt liv. Det er samtidig en fortælling om sammenhold, integration og selvrespekt.

09. aug. 2013 - 15:19   22. okt. 2013 - 09:47

Bøger

Klaus Haase
5

Ali Hansen: Men dansker bliver du aldrig. 336 sider. Books On Demand.