27 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hyldest til en havgudinde

Anmeldelse:

Hyldest til en havgudinde

Den kinesiske havgudinde Mazu fejres hvert år i Taiwan ved en ni dage lang, farverig og dynamisk pilgrimsrejse. Fotograf Pamela Juhl har fulgt begivenheden.

FOTO: Pamela Juhl
1 af 1

Det er et barsk og farligt arbejde at være fisker i det Østkinesiske og Sydkinesiske hav, der strækker sig fra det sydlige Korea til Malaysia og Filipinerne. Området, der hyppigt rammes af kraftige storme med styrke op til tornadoer, har tvunget de lokale fiskere til at holde sig på god fod med havet - og ikke mindst dets guder.

En af disse guder hedder Mazu. Legenden siger, at hun blev født uden gråd i 960 i en lille by tæt ved Putians kyst i den kinesiske Fujian-provins. Som 16-årig kunne hun forudsige katastrofer, og hun døde, da hun sprang i vandet for at frelse sin far og sin bror fra deres havarerede skib. Hun blev derfor snart ophøjet til gudinde for havet og bragte velstand, sundhed og lykke.

Myten om Mazu bredte sig. Da sociale ændringer spredte hendes tilbedere i det 15. århundrede ud over det sydlige Kina, endte en gruppe i Taiwan, som i dag har omkring 10 millioner tilhængere og af UNESCO er erklæret som verdensarv. Hendes tilhængere, der tæller 200 millioner på verdensplan, begver sig en gang om året på et 330 kilometer langt pilgrimstogt. Turen varer ni dage og samler hvert år over en million tilhængere til en forrygende folkefest, der blander ældgammel buddhistisk tradition med moderne kultur og ægte hengivelse med kinesisk totalshow.

Den amerikansk-fødte fotograf Pamela Juhl rejste i 2012 til denne spektakulære begivenhed, der kaldes "asiens største karnival". Resultatet er blevet udstillingen "Taiwan Mazu Pilgrimage", som gennem 22 store fotos og forsynet med forklarende kommentarer fører gennem en farverig og anderledes verden i tilbedelsens navn.

Pamela Juhls fotografier formidler en besynderlig blanding af hengiven tilbedelse med drager, masker, fyrværkeri og traditionelle danse og moderne kultur som i den populære forestilling "Tekno Prinsesse", der forener gigantiske kostymer med hip-hop dans.

Udstillingen, der er officelt støttet af Taiwans kulturkontor i Danmark, er et sjældent indblik i to fremmede kulturer - den pragmatiske kinesisk/taiwanesiske og den åndelige buddhistiske taoismes ophøjelse af en beskeden pige til et væsen, der kan vise vejen.

25. okt. 2013 - 14:03   25. okt. 2013 - 14:15

Fotokunst

Gert Poder
Anmelder
4

The Taiwan Mazu Pilgrimage Exhibition. Fotos af Pamela Juhl. ToRS, Københavns Universitet Amager, Biblioteket, Karen Blixens vej 4, bygning 10, 1. sal, 2300 København S, til 15. november