Flere minutters stående bifald regnede den 4. april ned over skuespilleren Ghita Nørby efter endt premiere på stykket "Sarah" på Folketeateret i København.

Ghita Nørby er modig, intuitiv, nærværende og grænsesøgende, mens hun går all-inn og lader sig opsluge fuldstændigt.

Det er næsten som om, hendes fremstilling af karakteren Sarah Bernardt gør, at vi pludselig kender denne person.

Ghita Nørby har stået på de skrå brædder i 60 år. I sig selv imponerende.

Sarah Bernhardt

Sarah er forestillingen om den legendariske, franske skuespillerinde Sarah Bernhardts stormfulde liv, som hun genoplever i samspil med sin sekretær og kammertjener, George Pitou. 

Det gør Ghita Nørby som altid overbevisende, modigt, intuitivt og nærværende. Hun er grænsesøgende, går all-inn og lader sig opsluge fuldstændigt.

Sarah Bernardt havde også en imponerende lang karriere på de skrå brædder i Frankrig.

Ghita Nørbys samspil med Preben Kristensen som Pitou vidner om en særlig kemi mellem de to. Dog vil unge publikummer nok mangle lidt dramatisk dymanik, spænding og tempo i stykket. Men det er jo en smagssag.

Ikon og folkeeje

Under alle omstændigheder understregede det store bifald hyldesten til selve skuespilleren Ghita Nørbys utrættelige slid for skuespilkunsten gennem 60 år. Hun har i årevis været et ikon for nye skuespillere og folkeeje blandt tv- og teaterpublikummet. Tænk blot på hendes rolle som den stille, indignerede, snusfornuftige Ingeborg Skjern, der ubemærket redder trådene ud for sin asociale, forstokkede, upædagogiske og homofobiske mand.

Eller hvad med rollen som den dominerende og livsglade kvinde fra arbejderklassen i filmen fra 1989, "Dansen med Regitze"?

Premieren på "Sarah" blev også en hyldest til privatpersonen Ghita Nørby, der altid har sagt sin mening. Vi husker for eksempel dengang, hun gik forrest i protesttog for at redde Rialto Teatret, gik på barrikaderne for DR Underholdnings Orkesteret, eller skældte den liberale Anders Fogh Rasmussen huden fuld til en gallafest på grund af den daværende Venstre-regeringes manglende støtte til kulturlivet.