Fredag den 23. august 2013 klokken 11.32 tikker en sms ind på mobilen. På dette tidspunk  befinder undertegnede sig på Tønderfestivalen med en kop kaffe i hånden, klar til folkepunk og solskin. I sms’en står der kort og godt: ”Vil du anmelde Glasvegas nye plade til avisen?” Det er svært at sige nej til, for bandet har været stabilt gode siden den dundrende debut med deres selvbetitlede plade fra 2008.

"Når jeg tænker på nattetide og det statiske fra et TV, tænker jeg altid på nogen, der ikke har selskab af andre”. Sådan siger James Allan, sanger og sangskriver (og tidligere professionel fodboldspiller for at det ikke skal være løgn) i bandet Glasvegas om bandets nye plade.

Siden deres første album, Glasvegas, er det blevet til yderligere to udgivelser, mini-albummet A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss) og den mere lyse og positive Euphoric /// Heartbreak. Nu er Glasgow-bandet klar med deres fjerde udgivelse, Later... When the TV Turns to Static. Ti sange, alle med udgangspunkt i melankoli og brudte parforhold.

Musikalsk og tekstmæssigt er det nye album et ”klassisk” Glasvegas album.  Det ville være synd at sige, at James Allan har verdens største stemme, men med få virkemidler og indlevelse i sine sange skaber Allan en inderlighed, som harmonerer perfekt med det storladne musikalske udtryk, Glasvegas bevæger sig i.

De hypnotiske klangflader, der i mange af sangene står som en mur af lyd, kommer på grund af den luftige produktion aldrig til at virke anmassende. For mig står de mere stille sange stærkest. Den bitre I'd Rather Be Dead (Than Be With You), den næsten Lennon’ske Choices, samt den svævende og blændende smukke Secret Truth.

Glasvegas er stadig Glasvegas. Og godt for dem og os. De holder fast i deres udtryk, uden at gå på kompromis og miste fokus. Uden at føje nyt til, er Later… When the TV Turns to Static et smukt og helstøbt album, som ved flere gennemlytninger kommer ind under huden og bliver der.