Han kan noget, Christian Fuhlendorff.
Fuhlendorff fører os gennem 10 milliader år på 80 minutter med både humor, vanvid og eftertænksomhed.
Sammenlignet med en af de andre store indenfor dansk stand up, Jan Gintberg, har Fuhlendorff flere facetter at spille på. Vittighederne er dybere og han formår i modsætning til de fleste andre stand uppere at udnytte pauser, så vitser når at trænge ind.
Han har en god fornemmelse for sit publikum.
Det beviser han i særklasse i sit nye show "Går over i historien", hvor vi bliver taget med gennem de de seneste ti milliarder års historie. Bare rolig – ikke alle årene. Og det er ikke undervisning, men show. Det er sjovt. Det er hans bedste show til dato.
Mennesket skabes
Han kommer vittigt rundt om alt fra skabelsen af vores solsystem, til livets begyndelse og menneskets oprindelse, da homo sapiens hoppede ned fra træerne og fandt ud af at parre sig med de tumpede, grovkornede neanderthalere med de korte stemmebånd og tilsvarende lyse stemmer. Det kommer der en sjov vits ud af.
Hør også, hvordan hulemalerierne i virkeligheden blev til, eller hvorfor kvinder var eminent dårlige til at jage i urtiden og faktisk døde på stribe.
Fuhlendorff er eminent til at lave små mimiske bevægelser, der understreger menneskets dumheder og optræden – i især parforholdet. De nærmest tegneserieagtige bevægelser får os til at få de vildeste indre billeder for nethinden, så man nærmest selv bliver en del af joken. Skønt. Glæd jer til den rablende ord-tirade om vulvaen, der opsuger alt på sin vej!
Nye generationer?
Han kan levere en joke på mange forskellige måder. En af dem er eksempel ved at understrege dialogen mellem to personer ved at hoppe fra den ene side til den anden og spille begge parter efter tur. Det er sgu godt gået.
Men han bruger stadig sine shows til at prøve jokes af og åbent indrømme, hvis de ikke virker. Selv dén kommentar bliver sjov!
Fuhlendorff har ikke Niels Hausgaards underdrivende sarkasme og behagelige ro, men den 35-årige komiker bør alligevel kunne appelere mere til ældre generationer, end de 25-30-årige, der fyldte salen, og som er hans hyppigste publikum.
Fuhlendorff havde så meget på hjerte, da han skrev "Går over i historien", at han besluttede at lave en del to, som rammer scenerne i oktober. Det vil vi så glæde os til.