En økonom og erhvervsmand Lars Bonderup Bjørn(LBB), har fået lyst til at prøve sig selv i et teaterrum. Med en Ph.d.(doktorgrad i filosofi) omhandlende "usikkerhed" indtager han Teater Nordkrafts teatergulv for at "spille teater" om sin egen usikkerhed – måske fortælle beskuerne om vores usikkerhed – eller måske i bedste billedkunst performance stil gøre os usikre på, hvad hulen det hele handler om?

Er det her teater, karikatur af en workshop i forandringsledelse, eller LBB’s forsøg på selv-terapi?

Alt er usikkert. Er det her teater, karikatur af en workshop i forandringsledelse, eller LBB’s forsøg på selv-terapi?

Publikum har indflydelse

Tilsyneladende har publikum indflydelse på forestillingens tekstramme, da hver enkelt tilskuer skal vælge mellem et ord eller begreb - eller selv skrive et - som derefter tilfældigt trækkes fra teatergulvet som stikord til en lille LBB-monolog.

Ligesom tryllekunstneren til vores store overraskelse finder det rigtige kort i bunken, mestrer forandringseksperten LBB at tilpasse ordet/begrebet til sit speciale "usikkerhed".

Emnet udfoldes i psykologiserende managementsprog, hvorefter det makuleres, men alligevel fastholdes i et print af en snapshot fra den videooptagelse Pelin Celik fortløbende laver. God gammel praksis i konsulentbranchen: man har sit backup.

Musikalsk modspil

Tilskueren entrer teaterrummet mens LBB klaverbokser en ganske god personlig udgave af Willie Dixon/Muddy Waters klassiker Hoochie Coochie Man, men forestillingen følger ikke op på sangens stærke henvisning til sanselighed og seksualitet, men måske til dens voodoo/hokuspokus?

Som mellemspil og lydkulisse fremfører Henriette Sennenvaldt sin egen til forestillingen komponerede musik. Teksterne lyder som recitation fra en management grundbog og musikken transformerer sig fra akustisk lyd fra det opretstående klaver gennem guitarpedaler til støj.

Pelin Celik’s derimod fortæller en anden historie om usikkerhed fra en anden verden og på et anderledes dansk. Uanset om det er hendes egen historie eller ej, fungerer den som udsyn i modsætning til indadskuende monologer.

Klaver og boksehandsker

På trods af det "tilfældige" valg af stikord, er der en kronologi i forestillingen. LBB ændrer udseende qua kostumeskift fra afslappet konsulent dress, over sports tøj til klovnenæse og ender med læbestift, øreringe og boksehandsker, men tilfører det en ny dimension til hans managementfilosofiske monologer?

Forestillingen er en seance om mislykket kommunikation. Det er ikke støv på hjernen, men støj på linjen, hos LBB, eller den skråsikre konsulentbranche som helhed? Gå ind at se og døm selv.