I sin nye film "Mælkekrigen" kaster den islandske instruktør Grìmur Hákonarson sin hovedperson Inga, en kvinde på en kvæggård, ud i at miste sin mand ved et bilulykke. Hvordan reagerer hun så? Hvorfor pumper hun gyllevognen fuld af den dyrebare mælk fra sine elskede køer og sprøjter den ud over den lokale brugsforenings bygninger og vinduer?

Brugsforeningen er både brugs, bank, byggemarked, betalingsservice og brutal. Kort sagt: monopol.

Jo, bondekonen Inga har fundet ud af, hvem der egentlig bestemmer i lokalsamfundet, og så starter mælkekrigen.

"Hvornår har vi sidst holdt ferie?" spørger hun manden om morgenen før hans død, og hun husker, at det er tre år siden. Han ser tavst ned i bordet.

Robotlandbrug

I stalden kører flere robotter hjernedøde rundt og malker de levende køer eller renser deres naturlige kolort væk fra spaltegulvet. Udenfor holder store traktorer og mekaniske gyllespredere. I smukke omgivelser med de islandske fjelde i baggrunden. Det er mandens fødehjem.

Landbrugsarbejdet skulle jo være let nok, hvis det ikke lige var for gælden, der kan pine de sidste livsgnister ud af de to, hvis sexliv er reduceret til et flygtigt kys på sengekanten, inden øjenlågene smækker i som en overtrukken bankkonto.

Det lokale monopol truer

Inga elsker gården og dyrene og vil fortsætte landbruget, og den stærke brugsforening eller rettere andelsforening i lokalområdet lover at hjælpe. De sætter karlen Gvendur til at hjælpe enken, men uden at spørge hende, hvordan og hvornår markerne skal passes. Hun må sætte sig i respekt. Men respekten er ikke længere, end at brugsforeningen efterhånden lukker alle hendes konti, som manden har overtrukket uden hendes vidende. Hvad stikker under?

Brugsforeningen er både brugs, bank, byggemarked, betalingsservice og brutal. Kort sagt: monopol. Dens leder spilles glimrende af Sigurdur Sigurjónsson (Blandt mænd og får) som Eyjolfur. Han har gang i adskillige håndlangere til at true Inga, som finder ud af, at hun ikke den første.

Er andelsforeninger så noget hø?

Genstarte småkapitalismen

Det tror Inga ikke, og sammen med en nabo går hun i gang med at indkalde bønderne i brugsforeningen for at danne en ny andelsforening.

Deres sexliv er reduceret til et flygtigt kys på sengekanten, inden øjenlågene smækker i som en overtrukken bankkonto.

Hvordan det går, må du se i biografen, men spørgsmålet er, om man kan genstarte småkapitalismen uden at ramme monopolet igen?

I sin tid begyndte andelsbevægelsen i Island, som i Danmark, som en protest mod handelsmonopoler og storbønder. Man ville have én stemme per mand og ikke per antal køer. Man ville købe sin varer billigere hos andre producenter af foder og maskiner, men den kapitalistiske konkurrence spiller alligevel ind.

Islands rige natur

Island er med sine godt 360.000 indbyggere, et miniaturesamfund i et landområde, der er to og en halv gange større end Danmarks og fyldt med naturressourcer. Man kunne leve som grever og baroner, men det er kun en lille del af befolkningen, der lever sådan – ligesom i andre klassesamfund.

Jeg elsker islandske film, og jeg er vild med "Blandt mænd og får" (2015), som også er en film af Grìmur Hákonarson. Personerne i hans film er almindelige mennesker i samfundet. I liv og kamp.

Der er et herligt fravær af veltrimmet udseende og store helte. I stedet findes sprækker af tør islandsk humor i selv de vildeste og sørgelige situationer.