Kort tid efter 29.august 1943, da den danske regering valgte at træde tilbage efter den tyske besættelsesmagts ultimative krav om strejkeforbud, tysk censur og dødsstraf for sabotage, var jøderne pludselig kommet i fare.
Nogle fiskere i Gilleleje er begærlige og kræver ublu betaling for at sejle dem over Øresund
Jøderne i Danmark havde i lang tid hørt om jødernes skæbne i både Tyskland og andre besatte lande, men regnede ikke med, at noget lignende ville ske i Danmark. Danske nazister ønskede at deportere jøderne, men udenrigsminister Erik Scavenius gjorde det klart, at noget sådant ikke kunne komme på tale.
Men pludselig gik alting hurtigt. Det var fra tysk side planlagt, at jøderne i Danmark skulle deporteres 1.oktober 1943.
Nogle nåede i sikkerhed
Heldigvis sivede planen, og mange jøder nåede at redde sig i sikkerhed før den storstilede jagt begyndte.
I filmen følger vi den jødiske jazzmusiker Arne Itkin, hans hustru Meriam og deres 6-årige søn Jacob. Først vil Arne ikke tro på, at tyskerne vil komme og prøver på at berolige sin kone. Men da tyskerne står foran deres hoveddør og brutalt banker på, flygter de over hals og hoved med nogle få ejendele og lidt penge.
De vil først tage til Dragør, men får så at vide, at der vrimler det med Gestapo og tyske soldater. Gilleleje er et mere sikkert sted, så de planlægger at tage derhen.
Nogle fiskere i Gilleleje er begærlige og kræver ublu betaling for at sejle dem over Øresund. Havde man ikke de flere tusinde kroner, de krævede, kunne man ikke komme afsted.
Nuancerede persontegninger
Filmen kommer utroligt nuanceret rundt om de forskellige typer. Ikke alle tyskere er onde, ikke alle fiskere er begærlige, og ikke alle jøder er små uskyldige lam.
Det er en flot og spændende film instruktøren Nicolo Donato og manuskriptforfatter Per Daumiller har fået skruet sammen. Filmfotografen Aske Alexander Fosse har lavet nogle fantastiske billeder. Sammen med skuespillere som David Dencik, Danica Curcic, Nicolas Bro, Jacob Cedergren og Lars Brygmann er det blevet til en film, som godt kan sammenlignes med den lunkne holdning mange danskere har til nutidens flygtninge.
Kommunisternes skæbne
Det er godt, at man har kunnet lave en så flot film over jødernes flugt. Nu mangler vi bare, at der bliver lavet en lige så flot film om jagten på de danske kommunister i juni 1941 og den efterfølgende grundlovsstridige anti-kommunistlov nogle måneder senere.
De danske kommunister kom i øvrigt med samme skib, "Vaterland", som de indfangne jøder. Skibet sejlede til Svinemünde – i dag Swinoujscie – hvorefter jøderne blev videresendt til kz-lejren Theresienstadt og kommunisterne til Stutthof.




















