14 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jeg er din mand

Boganmeldelse:

Jeg er din mand

Ny murstensbiografi om den canadiske sanger Leonard Cohen er en fin skildring af musikkens melankolske superstar.

"I'm Your Man" er den spændende fortælling om den canadiske sanger Leonard Cohens udvikling til stjerne i verdensklasse og legende.
1 af 1

Sidste år udkom det fremragende album Old Ideas. For nylig dansede, spillede og sang den 79-årige Leonard Cohen det bedste, han har lært til udelt begejstring foran 12.000 tilskuere i Kongens Have i Odense. Og nu er den bedste biografi om manden kommet på dansk. Det er en mursten på 560 sider af den amerikanske rockjournalist Sylvie Simmons. Titlen I’m Your Man henviser til en af Leonard Cohens talløse hits.

Simmons kan sit håndværk. Det lykkedes hende at skildre Leonard Cohens barndom, ungdom, op og nedture, hans mange kvinder/muser, kollegaer, comeback, samtidig med hun på fornem vis gennemgår hans forfatterskab og mange albums. Hun giver samtidig et yderst personligt portræt af den jødiske middelklassedreng, som i dag er et ikon, der har holdt sig på toppen som forfatter, komponist, sanger og performer siden debut’en for snart 50 år siden.

Det er spændende at følge den canadiske sangers udvikling fra barndomshjemmet i Montreal i en jødisk middelklasse. Det er en livsbane, der begyndte med, at faderen lærte ham stil og gå i habit. Hans moder, der var af russisk afstamning, bidrog til hans musikalitet og melankoli. Tilsammen var de med til at form ham til den verdensstjerne, han er i dag. 

Cohen var/er en søgende sjæl. Han eksperimenterede med hypnose, med stoffer hos the beatniks i New York, dyrkede kvinder, meditation, zen og buddhisme, og gik i klosterlære. Han har også studeret den spanske digter Lorca, samt købt et hus på den græske ø Hydra, hvorfra han drog verden rundt for at blive den, han er i dag.

I'm Your Man er en stor, vægtig og indsigtsfuld bog om en stor og vægtig kunstner. Leonard Cohen har med klassikere som So Long, Marianne, Suzanne, Bird on The Wire, The Partisan, Chelsea Hotel og Hallejujah indskrevet sig i flere generations hjerter.

09. sep. 2013 - 09:51   09. sep. 2013 - 10:00

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
5

Sylvie Simmons: I’m Your Man – en biografi om Leonard Cohen. 560 sider, illustreret, 350 kroner. Gyldendal.