Det er ikke nemt at lave en god børne- eller ungdomsfilm. Skal en ungdomsfilm blot handle om de unges lidt generte forsøg udi kærligheden? Med det første kys og den første jalousi. Eller kan man forestille sig en ungdomsfilm, hvor de unge gør op med det forbrugssamfund, som de er vokset op i og måske forestiller sig en anden og bedre verden.

Desværre kommer monsterfiskene til at fylde meget i filmen.

Mulighederne er mange. Instruktøren Martin Barnewitz udtaler om sin nye ungdomsfilm:

- Med Dannys Dommedag ville jeg lave en film, der talte direkte til det unge publikums hjerte uden at løfte den tunge pegefinger. Den skulle være befriet for omklamrende pædagogisk korrekthed og være helt sin egen.

En smuk indgang til en ungdomsfilm. Det lykkes bare desværre ikke at leve op til de smukke hensigter.

Instruktøren Martin Barnewitz og manuskriptforfatter Søren Grinderslev Hansen har valgt at skabe uhygge og spænding ved at lade nogle monsterfisk stige op af havet og terrorisere et villakvarter. Danny og hans lillebror må så forskanse sig i kælderen og uhyggen breder sig, da monsterfiskene hærger stuen og æder faderen, der er mest optaget i sin egen verden som forfatter.

Filmen når dog at komme lidt rundt om de unges problemer. Danny har et anstrengt forhold til sin lillebror, der bliver moppet i skolen af de smarte drenge, der mest går op i fodbold og i at score piger.

Desværre kommer monsterfiskene til at fylde meget i filmen. Havde instruktøren og manuskriptforfatteren i stedet valgt, at det kunne have været et terrorangreb, så havde troværdigheden måske været større, og spændingen ville ikke have været mindre.

Men måske skal monsterfiskene, der æder alt på deres vej, være et symbol på og advarslen om terrorfaren, som PET ustandselig fylder os med. Jeg tror det ikke, for så havde det i filmen været lige så nemt at skifte monsterfiskene ud med terrorister.